onsdag den 20. august 2014

Helsingør, Horatio og Hovmesterinden

Vi kørte med Kystbanen til Helsingør.

Gik om til Kulturværftet, der er bygget uden på de gamle værftsbygninger.


For enden af bygningen har M/S Museet for Søfart til huse i tørdokken, i lokaliteter skabt af BIG.


Hele arkitekturen er typisk Bjarke Ingels.
Pladsen er finurligt udnyttet med skæve linjer, glas og træ.

Udstillingerne ligger hele vejen rundt i kanten delt af glasgangen i midten.

Historien om søfarten bliver illustreret i temablokke, der strækker sig gangarealet rundt.


Om den gang, man målte farten med en trekantet plade i vandet og talte hvor mange knuder, der løb gennem hænderne på sejleren. Og farten måles stadig i knob!


Sekstanter og kompasser.... og spionkompasset så kaptajnen kunne holde øje med sejladsen nede i hans kahyt.


Om livet ombord.
Kosten, arbejdet, regler, roller, fritiden....

Om søfarten, når der var krig...

Frem til dagens handelsflåde med de store containerskibe...

Set fra siden er et containerskib ikke af samme elegance som de gamle sejlskibe....


Men set lige for fra har den sin egen skønhed.

Efter turen rundt i dokken gik vi over til Kronborg.

Vi fandt en bænk og spiste vores madpakker.
Sad og betragtede turisterne fotografere sig selv og hinanden med Kronborg som baggrund.


Der var en MASSE kinesere og de tog en MASSE billeder og var rigtig gode til at gå i vejen for alle andre!

Vi enedes om, at vi ville med på de to omvisninger.


Først gik vi med Hovmesterinden rundt.

Hun fortalte om travlheden før Kong Frederik d. 2. skulle ankomme til slottet med hele sit følge.


Hun var selv lige ankommet med 150 læs udstyr.
Da kongen flyttede rundt til sine slotte blev udstyret transporteret med rundt!
Lige som gæsterne den gang selv medbragte udstyr og egen tjenerstab!


Der skulle være stor fest i anledning af, at Kongen skulle modtage Hosebåndsordenen fra det engelske kongehus.
Bænke og borde blev sat op langs væggene i riddersalen, en to-etagers scene foran pejsen i den ene ende og en forhøjning til Kongen og Dronningen i den anden ende af salen. Så var der plads til dans på gulvet.

Kongen var meget religiøs og overrækkelsen af ordenen foregik i kirken i forbindelse med en gudstjeneste på 3-4 timer.

Festen varede til ud på de små timer.
De bød på 25 retter + skue-retter. Der var beregnet 8 kg mad pr gæst!
Når man ikke kunne spise mere, kom tjenere med en stor bowle og en gåsefjer og gæsten tømte mavesækken!

Det handlede om at vise magt og rigdom...
Ja, til hendes egen middag med hofdamerne havde dronningen givet hende... den citron hun hentede op fra posetasken....
Det var virkelig eksotisk. 3 citroner kostede det samme som en okse; - i dag 5000kr!!

Al den mad havde konsekvenser....
Kongen havde sit eget sted for "hemmeligheder", men gæsterne måtte træde af bag gardiner i vinduesnicherne; der lå halm, som kunne suge!
Herrerne gik ud til vindeltrappen med det snoede centerparti, det fungerede fint som nedløbsrør til halmen ved bunden af trappen!

Skulle duftene blive for markante... så kender I sikkert udtrykket "Skidt og Kanel"... kanelen dæmpede dunsterne!

Det var en spændende tur rundt med en levende fortælling om livet ved hoffet!
Den anden omvisning var med Hamlets ven Horatio.
Da han skulle starte rundturen, dukkede kineserne op igen og skulle liiiige fotograferes ved siden af ham!!!!

Horatio kunne berette den grufulde sandhed om, hvad der var sket på slottet den gang han og Hamlet vendte hjem fra studierne i Tykland, da den gamle konge pludselig var død.
Hamlets farbror havde overtaget kronen og giftet sig med Dronningen.
Man havde spist rester fra begravelsesmiddagen til brylluppet... det var gandske uhørt!

Soldaterne ved slottet var rystede!
Og nu kunne de berette om et spøgelse. Horatio blev ude en nat for at se, om det var sandt.

Da spøgelset kom frem, var det den gamle konge; og Horatio hentede straks Hamlet.
Spøgelset kaldte Hamlet til sig og fortalte, hvad der var sket.... Og krævede hævn...!

Og hele det grueligt sørgeligt forløb blev oprullet for tilhørerne...
Om Ofelias og hendes fars død.
Om den forgiftede vin som Dronningen drak, stedet for Hamlet, som den var tiltænkt.
Om Claudius, der i kirken bad om tilgivelse og Hamlet, der udsatte hævnen, for at farbroren ikke skulle komme i himmelen.
Om det forgiftede sværd som Laertes ramte Hamlet med og siden selv blev ramt af....

Så Horatio stod tilbage og havde afgivet løftet til Hamlet, om at fortælle de uvidende om den uret der var hændt.... og det havde han nu gjort i 400 år!

Det var en spændende gengivelse af Hamlet for turister.
Med i flokken var TV Lorry, som optog til en udsendelse. Den skulle kunne ses på nettet af os, der ikke er her fra sognet!


Egentlig var vi nu så fyldt af oplevelser og informationer, at vi trængte til at komme hjem.


Men man kan altså ikke besøge Kronborg uden at hilse på Holger!

Så efter at Gitte havde købt sig en lommelygte, gik vi ned i kasematterne til Holger Danske.

Den første del er rimeligt oplyst, men længere fremme var flere af petroleumslamperne gået ud/slukket!
Så er det godt nok mørkt der nede, så Gitte var meget glad for sit lys!
Det er ikke terræn for høje hæle eller gangbesværede....






Men vi fik set Holger!
Og så forlod vi Kronborg...

Nu i strålende sol og frisk blæst.
Tiltrængt efter den mørke klamme kælder rundtur!


Med toget tilbage til København.


Og ad Fiolstræde hjemad...
Med et sidespring til Bibis Diner som Kristine anbefalede i går.
Vi købte et pitabrød med to falafler i... Jeg var meget nysgerrig. Men blev lidt skuffet.
Jeg havde forventet en mere krydret smag. Denne var meget neutral, det var dressing og det grønne dys der smagte mest igennem. Men så fik jeg da prøvet det....

I morgen er det hjemrejsedag....
Det har været en god tur. trods sygedag og regnvejr....

Hold da op, hvor har vi set og hørt meget.

8 kommentarer:

  1. Tak for en spændende rundvisning og historietime :-) hvor har I da bare oplevet meget!! Så er det også rart at komme hjem igen og fordøje det hele og nyde hverdagen;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. De rundvisninger var en bonusoplevelse vi lige fik med.
      Ja, nu trænger vi faktisk til at komme hjem til rutinerne!

      Slet
  2. Næsten som at være der selv, når du foræller :-) Tak for det!
    Man kan næsten få kvalme bare ved tanken om, hvordan der må have lugtet - for at sige det mildt - dengang i de ikke så gode, gamle dage. De kendte selvfølgelig ikke til andet, men alligevel har det jo været slemt også for dem - der var jo en grund til, at de døvede sanserne med parfumer og krydderier.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, tak.
      Ja, min sarte næse ville have haft problemer! Og så fortalte Hovmesterinden endda, at Kronborg var topmoderne indrettet... Det var så smart med vindeltrappens "vand"rende, så herrerne slap for at gå i gården. Gys!

      Slet
  3. Sikken du har fået masser af oplevelser og dejligt at være med på sidelinjen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen. Ja, vi fik da fuld valuta på oplevelser på turen. Og sjove at fortælle om.

      Slet
  4. Vi har også set Kronborg og Holger, men uden rundvisning. Dog stod der flere vagter, som var villige til at svare på de spørgsmål vi havde. Tak for supplerende historie.

    Det copyright på skrå i vinduet faldt mine øjne straks på. Perfekt til det billede. Hvordan pokker gør du det. Nå, skidt, pyt, du behøver ikke forklare.

    SvarSlet
    Svar
    1. De rundvisninger giver lige det ekstra krydderi...
      Den tekst er sat ind på ipad i app'en Pixlr Express hvor man kan redigerende skrive tekst ind... Og flytte/dreje teksten.. Prøv selv...

      Slet