onsdag den 25. februar 2015

Ole sad på en knold og sang.... tra lalala la...

Oplevelsen af forskel på mit garn fik mig ind og google  og læse..... 
Og blive meget klogere... 
Om den gang man ikke bare købte ind i Bilka!

Artiklen om får, uld, livet på gårdene og fattigdommen på heden er sigende... Uldjydernes land...
Klædeskabet fortæller:
"Der var store flokke af får ude på marker og heder. De blev klippet to gange om året, om foråret og tidligt om efteråret. 
Ulden var fuld af snavs og jord, og det var lettest at vaske ulden, mens den endnu sad på fåret.
Vaskningen om foråret skete som regel på grundlovsdag den 5.juni. Det var der flere grunde til. Bl.a. skyndte man sig mere den dag, fordi alle skulle have fri om eftermiddagen for at komme til grundlovsfest.
Klipning af fårene var ofte kvindernes arbejde. 
Den bedste uld sad på bov, side, hals og bryst..."

Gyldendal: "Lammeuld kaldes den første uld, der klippes af et får, førstegangsklip, og den er den blødeste, det nogensinde vil levere. 
Uld fra levende, klippede får betegnes ren ny uld; desuden anvendes skinduld eller kalkuld, dvs. uld fra slagtede dyr, udvundet under garvningen, og kradsuld, som er opkradset fra tekstiler og derefter spundet igen. Det er dog ringere produkter end ren ny uld; kradsuld indgår fx i militærtæpper!"

"Så skulle ulden forarbejdes....
Efter Mikkelsdag 29. september begyndte ”aftensædet”, hvor pigerne var forpligtede til at arbejde for madmoderen ved at karte, spinde og sy mindst 5 af ugens aftener. 
Det hed sig, at ulden skulle være kartet og spundet inden jul.

Der er Kamgarnsspinding og kartegarnsspinding.
Kamgarn spindes af særlig lange uldfibre, der strækkes og kæmmes, eventuelle korte fibre bliver kæmmet bort. De lange fibre bliver lagt parallelt, så tråden ved spindingen er fast og jævn. Kamgarn regnes for det mest slidstærke garn. I strikning med kamgarn ses trådene tydeligt, og mønstre vil træde klart frem.

Strikker man med det ”lodne” kartegarn, bliver mønstertegningen mere diffus og udflydende. 
Til kartegarn bruges de korte, krusede uldfibre, der ved kartningen blandes, så svage og stærke fibre kommer mellem hinanden. Karteuld strækkes ikke, fibrene ligger ikke parallelt. 
Resultatet er et loddent, luftigt garn, der er varmt, men ikke særlig stærkt."

Jeg har selv prøvet at karte og spinde. Billedet er af Eriks mormors rok....
Det er længe siden  jeg brugte den... men jeg husker, hvor meditativt det var, at finde rytmen i foden og garnets løb gennem fingrene..

Rokken skaber forbindelse til et helt andet liv... 
Til den gang håndarbejde var en nødvendighed... Måske den eneste indtægt...
Og frem til i dag, hvor jeg bare kan sætte mig og nyde glæden ved håndarbejdet for min egen fornøjelse. Jeg kan købe lækkert garn og lege med farver og design...

Jeg er i grunden meget taknemlig for de livsvilkår, vi har i dag.


12 kommentarer:

  1. Så blev også jeg klogere - altid godt at blive det :-)
    Jeg har også en rok, men er ikke flink til at bruge den. Kan dog sagtens genkende, at du kalder det for meditativt. Man burde tage det op igen ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg blev helt væk i det historiske... Alle det traditioner, trængsler og alligevel med plads til latter til arbejdet.
      Jeg kigger på rokken... men så skal jeg vist med i et spindelaug for at komme igang...

      Slet
  2. Svar
    1. Velbekomme... Jeg fik i hvert fald både genopfrisket og fornyet viden undervejs....

      Slet
  3. Tak for et spændende indlæg, som får mig til at mindes min barndomsbog Pers nye klæder. Den bog fortalte på en skøn måde om alt det arbejde, der var med at få et sæt tøj. Det er derfra jeg har min viden om uldens vej.
    Jeg er også glad for den tid, jeg lever i.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. Jeg måtte lige google den bog... Den har jeg da også kigget i. Den er rigtig sød.
      Og tankevækkende.
      Livet er let i dag!

      Slet
  4. Ja- det har været et langt slid for at få tøj på kroppen!
    Jeg har også en rok - og spinder af og til - både uld, silke, mohair og angora - selv om det er et stykke tid siden. Men det skal snart være, jeg mangler garn til et sjal, jeg er i gang med.
    Mine forældre havde får - på det tidspunkt, de havde flest, var der over 100 stk. Det var et stort arbejde at vaske og klippe, kan jeg fortælle dig!
    Ulden blev dog solgt til uldspinderi i Thisted - det findes ikke mere. Da jeg begyndte at spinde, brugte jeg uld derfra. Det var ikke det bedste spindeuld, for det var Texelfår. Vi havde fårene for kødets skyld ikke ulden. Og så alligevel var det ikke det ringeste texeluld, jeg har mødt.

    Ja- vi har det nemmere i dag, når vi bare kan købe færdigt spundet - og farvet garn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror også det var Texel, vi arbejdede med på spinde/plantefarvekurset.
      Jeg kunne nu godt lide at arbejde helt grundlæggende med ulden... Det tager bare så lang tid, som jeg kunne bruge til at strikke....
      Så det er dejligt bare at købe, have et lager og hygge sig med sit strikketøj!

      Slet
    2. Gotlandsk pelsfår er skønt at arbejde med - og giver et dejligt blødt strikkegarn, der allerede har farve.
      Engang Steen og jeg var i England, k'øbte jeg uld med hjem fra et uldopsamlingssted i Wales - det skønneste bløde og lækre uld. Jeg har spundet meget af det blandet med silke eller angora. Det er luksus!

      Slet
    3. Det lyder helt vidunderligt at arbejde med Gotlandsk sammen med silke eller angora... Det er jo ren luksus!

      Slet
  5. Tak for spændende læsning. Det er altid dejligt at blive klogere!

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. Jeg synes, det er både spændende og tankevækkende at fornemme den røde tråd i uldens og menneskenes historie.

      Slet