Viser opslag med etiketten Skals. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Skals. Vis alle opslag

lørdag den 8. april 2017

Seriøs snak om strik...og snak om Seriøst strik...

Min strikkeveninde havde været en uge på Skals; på strikkekursus om at designe sin egen model...
Når hun nu alligevel var lige i nabolaget (ok, i Skals, men det er tættere på end København!) havde vi en aftale om afhentning, overnatning og tid til at SNAKKE!

Og det gjorde vi :-)

Faktisk startede besøget med en tur på Holstebro bibliotek, hvor foreningen Seriøst strik-for sjov har en udstilling i øjeblikket.
Strik over temaet "Den røde tråd".
Der er fine detaljer og finurlige finesser i de forskellige kreationer.

Vi nåede også lige op og hilse på Maren o æ voun.
Da vi landede i stolene her hjemme, gik snakken ellers lystigt om strikkedetaljer og teknikker og strikkeprøver og designformularer og garn og farver og kigge i strikkebøger og...

Efter en god nat søvn fortsatte vi!


Nu er hun taget hjem igen.
Forhåbentligt ses vi til WWKIP i juni.

Det kreative menneske kom med en gave til mig...
Hun havde syet en lille lynlåspung, dobbelt, til strikkedimserier....

Selvfølgelig i relevant stofdesign... både udvendigt og indvendigt!

Bagved ligger en strikkepose, hun også havde tegnet og syet......

Det kan man da kalde en glad Smiley!

Emojis for strikkere....

Og hvis jeg går helt i garnlås...
(Spørg ikke om vi skriver mange SMS'er!)

Også her er motiver og stof valgt med omtanke.
Og udførelsen fin og omhyggelig.

Jeg er bare så overrasket og stolt over og glad for mine gaver.
De får smilet frem, hver gang jeg kigger på dem....

Jeg glæder mig til at bruge dem... Jeg er ved at flytte dimser ind i lynlåspungen...

fredag den 23. september 2016

Skals. Fredag. Sidste kursusdag... jamen, vi er slet ikke færdig!

Efter morgensamling havde alle travlt med at sy... med at nå så meget som muligt!

Björk viste sting og montering. Vi gik rundt og kiggede på de andres broderier.

I middagspausen var der "åben systue". Vores projekter, færdige såvel som igangværende, stort og småt, blev lagt frem på langbordet. Så kunne alle se, hvor meget vi alligevel havde nået og ikke mindst, hvor meget vi havde lært på en uge. Og det var ikke så lidt!

Der er mange stingtyper i en enkelt blomst. Eller et blomsterbed. Pingvinen giver da godt humør!

Vi gik på visit hos det andet broderi hold. Her underviste Lis Ahrenkiel i Blackwork/sortsyning og Sashiko.

Der var syprøver og fine kopper efter eget mønsterforlæg. Sashiko giver smukke harmoniske mønstre; her ud fra nogle cirkelfigurer. En smuk udstilling af deres arbejde. De havde sandelig også udnyttet tiden godt!

Efter middagspausen skulle regnskabet gøres op. Vi havde alle købt nødvendigheder til vores sykasser!

De sidste sting blev vist. Vi syede i 6. gear! Jeg fik lige lært spiralpicotkant. Nåede lidt længere på pakhusene. Der er til mange timers sy-hygge i den sypose!

Sidst på eftermiddagen valgte jeg at køre hjem: Kurset var slut og aftenen bød på ost og rødvin. Jeg kan ikke lide ost og ikke tåle rødvin (nej, ikke tømmermænd, men migræne!)

Det har været en uge med så mange indtryk. Jeg har lært en masse og fået langt mere mod på at brodere. Jeg har hygget mig på systuen. Det er et godt hold, med plads til alle. Og snakken blev mere og mere livlig som ugen gik. Altid en munter stemning.

Det er noget helt specielt at tage på højskole i en uge. Fordybe sig i en interesse. Lade verden gå sin skæve gang.... for så at opdage at intet har forandret sig, når man lander i lænestolen og tænder for nyhederne!

Jeg vil gerne på højskole igen!

 

torsdag den 22. september 2016

Skals. Torsdag. En dag med nål og tråd.

Morgensamlingen i dag handlede om Cosplay. En sammentrækning af Costume og Roleplay. Om arbejdet med kostumerne, hvis man er dedikeret til Cosplay. Om events i Danmark og ude i verden. Alt fortalt på engelsk. Det "lange kursus" er et internationalt hold. Vi hører mange sprog i pauserne.

Vi havde også musik til morgensangen idag. Til Morning has broken og En sensommervise. Det lød godt.

Resten af dagen gik med koncentreret broderiarbejde. Nye sting skulle læres. Hedebotakker til kanten på min sypose.

Behandling/håndtering af håndarbejdet blev også vendt. Den blå farve skal skylles af og stykket presses. Og det er PRESSES. Stofferne skal være stænket eller fugtet og der stryges ikke med dampstrygejern...

Stoffet stryges på bagsiden. Og det skal være på et blødt underlag. evt et håndklæde på strygebrædtet. En forstøver er god til at fugte stoffet.

Vejret blev godt og formiddagskaffen indtaget i solen på gårdspladsen. Sollyset skabte lange skygger..

Det er meget forskellige projekter vi har gang i. En syr duge...

Andre arbejder på et sakseetui. Der er også mange finesser og teknikker gemt i mindre projekter.

Hulsøm, stikkesting, knaphulssting, trækkesting, petit point, gobelinsynng, sortsyning, nedlagt syning, Elins picotkant, hedebotakker og kontursting... eller konjunktursting, som en kom til at kalde dem. Så mange sting er der brugt på mine projekter...

Efter skyl og pres kom Grå fyr til at tage sig helt anderledes ud... Jeg er ret godt tilfreds med resultatet af mine anstrengelser...

Der er også tid til andet end broderi. Her en snak om strik. To farver og dominant... og trådenes forløb over fingeren...

I morgen er det allerede fredag... og kurset slutter... Holddaop... hvor jeg synes, jeg har set meget, hørt meget, lært meget....

Jeg skal lige have det sidste med i morgen!

 

onsdag den 21. september 2016

Skals. Onsdag. Forklæder, kofter og Hærvejstæppet!

Der blev en dag med mange indtryk. Først en spændende tidsrejse med forklædet, fra nødvendighed til pynt! Det var tankevækkende at høre, hvordan brugen af og sprogbruget omkring forklædet ændrede sig op gennem historien.
Efter frokost tog vi på tur... Vi havde pit stop i Dollerup Bakker. Vi nød at solen lige kom frem. Udsigten er fantastisk. Skyerne spejler sig i søen. Landskabet er næsten upside down i det blanke vand.
Blicheregnens Museum var turens mål. Det er ikke et stort museum. Det er et koncentrat af livet på Blichers egn.
Lige nu er der en flot udstilling med norske kofter. Med en rundvisning blev oplevelsen endnu bedre. Der knytter sig mange historier til de forskellige mønstre. Klassikere som Fana og Setesdal.. og den kendte Marius trøje er nok indbegrebet af norsk strik.
Mange egne i Norge har eller har fået en egnskofte. Der ligger også trøjer fra Solveig Hisdals bog Digt i masker. Hun er designeren bag de smukke Oleana modeller.
Man brugte sine kofter. Og de blev lappet og syet.... Denne har fået en lap strikket ind på det ene ærme, det andet ærme har stadig et flossset hul.
Andre har syet og repareret, så det har skabt en helt ny trøje!
Den udstilling er værd at køre efter for strikkeglade og folk, der holder af godt håndværk med historie. Jeg har en aftale med mor, når jeg kommer hjem fra højskole. Hun har strikket trøjer til familien, og jeg fortsatte i sporet....
Vi sluttede besøgte med at nyde vores medbragte kaffe og blommesnitter. Man skal ikke vente for længe; så er der ikke meget at vælge imellem!
På vejen tilbage til højskolen stoppede bussen ved Søndermarkskirken, Viborg. Vi skulle se Hærvejstæppet.
10 x 1 m broderet historie om Hærvejen. Motiverne er oprindelig skabt i akvarelform af kunstneren Inga Linde Jensen og derpå omsat til hørlærred. Imponerende arbejde. Og for os på broderikursus var der nok at beundre!
Selve kirkerummet er meget enkelt.
Døbefonden er skallen af en kæmpemusling. Enkelt og usædvanligt.
Det var tid at vende hjem. Vi havde jo projekter der lå og ventede.... Resten af dagen blev brugt på broderiet.
Lige med en pause til aftensmad og kaffen.
Det hjemmelavede brød smager godt! Og de hjemmelavede marmelader er aldeles lækre!

søndag den 18. september 2016

Skals. Søndag

Ankomst og indkvartering. Jeg bor med udsigt til gårdsplads og have.

Aftensmad, introduktion og rundvisning. Så var vi klar til at gå i gang.

Vi er 12 og "kun" 3-4 gamle Skals elever. Så det var en udfordring at vælge det første projekt.

Jeg valgte at kaste mig over en lille nålepude i blackwork. Bjørks broderikonfekt er så fine med så mange syteknikker... at det er svært at vælge.

Vi blev også vist, hvordan der overføres motiver til stoffet. Med oliemaling blandet i lugtfri petroleum gnedet gennem hullerne i det prikmønster, man har valgt/selv lavet. Husk at rense arket med petroleum bagefter!

Efter aftenskaffen var jeg klar til lidt afslapning på værelset. Jeg er så heldig, at der blev et eneværelse ledigt. Så jeg kan hvile ørerne! Skrive blog. Læse.

I morgen er der nye udfordringer...

En gammel drøm... en uge på Skals!


Jeg skal til Skals og brodere en hel uge...

Jeg har fundet frem...

Jeg har bøger, tråd, sygrejer...
Jeg har dækkeservietten fra sommerens tur til Skagen med mor.
Jeg kunne lige tænke mig at brodere noget af det...
Jeg har også købt en ny boks:

Mørk med guldhåndtag!
Så kan jeg kende den mellem alle strikke boksene i reolen...

8 L; 34 x 25 x 16 cm. Den passer lige til tråd, grej og det løse...

Jeg er så spændt på at være kursist på Skals.
Jeg har besøgt stedet til sommerudstillingen og som publikum til Kludetæppet.
Jeg har broderet lidt...med lange intervaller....

Nu håber jeg på en god start med nål og tråd... og masser af inspiration!

(Jeg har pausestrik med!)


fredag den 17. juni 2016

Skals, udstilling af elevarbejder og et kunsthåndværkermarked.

Man kan vist kalde det et tilløbsstykke.
Jeg kom til Skals klokken 10.15.
Bilerne holdt parkeret helt ned til byskiltet! Og den lille mark overfor skolen var fyldt...
Jeg fandt heldigvis en plads på den anden side af bakken...

God stemning.
I gården var opsat telte, hvor der var workshops.

Flotte udstillinger.

Smukt kunsthåndværk.
Det var glas, sølv, træ, pileflet....


Skolestuer og andre rum var ryddet for at udstille elevernes smukke arbejder.

Der er en stor bredde i emner og håndværk.

Men altid akkurat og smukt udført.

Bogstaver i flere variationer....

Blomstermotiver.

Broderi kan også skabe hverdagsanvendelige ting...

En taske..
To finurlige tehætter...

Og en smuk løber eller dinner for two med musselmalet inspiration.

Det blev beundret og vurderet og kigget godt efter i sømmene...

Noget jeg altid har beundret ved Skals arbejderne, er det omhyggelige forarbejde, der lægges frem...
Her til en broderet corsage...

Og her konstruktionen af en strikket top.
Tegnet op på papir og beregnet...

Jeg deltog i en workshop med Bjørk.

Sommerblomst. Frie sting.

Man når ikke meget på en time.
Men jeg lærte et par nye sting...

Og vil gerne lære meget mere...