Viser opslag med etiketten raglantrøje. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten raglantrøje. Vis alle opslag

lørdag den 26. februar 2022

Oyster sweater


Alle de regnvejrsdage giver god strikketid!

Min Oyster sweater er blevet færdig.

Strikket top down, så man kan prøve den undervejs...


Rart at sikre sig pasform og længde.

Både på ærmerne og halskanten


Der ligger garn og venter... 


Enderne er hæftet.

Det var kun ganske få; jeg har splejset eller strikkehæftet undervejs.


Trøjen blev vasket og lagt til tørre på det varme gulv...

Kanten for neden blev strakt lidt for at skabe A facon, som mønstret er lavet til.


Design Sanne Fjalland

God basis model. Let A facon.


Behagelig at have på.


Garn fra Henrichsens Uldspinderi i Skive og lagergarn...

2 fed og en lille dunte blå i overskud. 2 dunter hvid og et lille nøgle grønt til rest...


Forbrug:
Str. L. 200g blå, ca. 80 g hvide rester og ca. 30 g grøn. P 3, Addi Novel.


Jeg har for en gangs skyld fulgt opskriften 😇 som er velskrevet og nem at følge.

Rouleaukanten ved halsen var en ny detalje.
Synes, kontrasten på ærmerne liver op på en klassisk sweater.

mandag den 6. december 2021

6. december. Nu er min Coloured Cosses... helt færdig..



Kalender ritualet...

Jeg ventede på Tille's julekalender.. hvad mon der er sket?


Min kalendernisse har et særligt/kærligt forhold til klisterpapir.

Det kan være en udfordring at få åbnet pakken...

Det er vist på tide at vise min Coloured Crosses...
Den blev jo færdig for længe siden, men der var så meget andet der fyldte spalterne...

Halskanten blev markeret.


Jeg trak en tynd rundpind gennem maskerne,

Og så var det faktisk "bare" at strikke rib...


Test om det sad pæn...


Først med den mørke grå.

Derefter med den grønne alpaka.

Dels for at få en blødere inderside, dels fordi garnet slap op!

Lukkede løst af.

Riede og klippede af.


Og syede kanten til på bagsiden.


Der var altså mange ender at hæfte...


Men det blev klaret.


Sådan ser min version af Coloured Crosses ud...

Den er rigtig varm at have på..

Sidder behageligt til uden at stramme.

Skulle jeg fortryde noget... så kunne ærmerne godt have været lidt længere. De trækker sig op i brug.

Men det er altså ikke noget, jeg laver om. 

Trøjen er tænkt som en hverdags trøje. 

Så kan jeg spare lidt slid på de "pæne" trøjer.


tirsdag den 28. september 2021

Familietræf, hygge, udflugt og strik....


Jeg laver altså andet end at strikke!

Siden sidste indlæg har jeg haft ungerne hjemme til kaffe og brød...
Hjemmebagt brød!!!😇


Gitte overnattede.
Vi skulle til Hobbymesse i Års om lørdagen.

Godt vi kom tidligt = parkeringsplads og mindre mylder inden for!


Jeg startede hos Tille's.
De havde en super flot stand med masser af inspiration (fristelser)


Lige ved siden af havde Garnpusher en stor og inspirerende (fristende) stand.
Jeg kiggede, følte og prøvede en cardigan i Mohair edition 4eren.
Det er virkeligt lækkert garn. Og det fnuller ikke, blev der sagt.
Det er jo et ret godt argument for en som mig, der storfnulrer mit strikketøj!

Jeg var altså meget påholdende  😇😇😇
Indkøb:
Garn til en strikkeprøve.
Håndarbejdets Fremmes årskalender
Der var flere skønne ting og fine anvendelsesmuligheder.


Der var 100 stande med ALT muligt forskelligt.
Overraskende mange med kniplegrej.


Skolen for Kreativ Fritid havde en stor stande med flere borde, hvor man kunne få oplysning og snak om, hvad de havde af tilbud.


Jeg er monogam over for Grått i Setesdal.
Og den vokser frem...

Godt man hurtigt kan tilkalde modellen til prøvning!

Delene blev samlet.
Jeg satte 9 masker af i ærmegabet og fortsatte så opad med raglanaflukning.
To ret løs af, en ret, løft de to løse masker hen over.
Det giver en fin markering. (efter ønske fra modtageren)

De 9 masker på hhv. krop og ærme vil jeg sy sammen med maskesting senere.


Vurderingen af hvor halsudskæringen skulle starte, var svær.
For trøjen nåede ikke rigtigt op på skuldrene.

Det resulterede i, at det skulle have været en stribe længere nede.
Så jeg samlede masker op i en dybere bue...

Flappen blev syet og klippet til før halskanten blev lukket.


Fint mønster på kanten.
Den lægger sig pænt til i halsudskæringen.


Gina stod model!

Jeg kan godt lide at teste faldet på mit strik ved at give Gina trøjen på.

torsdag den 17. juni 2021

TV strik... Zipper sweater vokser


Det går hurtigt på p 5!
Jeg strikkede krave til fodbold.
Håbede det bedste for Christian Eriksen...
Det endte heldigvis godt!

Og nu er der masser af fodbold at strikke videre til...


Jeg fik samlet kraven efter kig på video.
Fortsatte på raglanstykket.
Samlet efter slidsen.

Nåede ned til ærmegabet og delte til ærmer og krop.
Så er det bare rundt og rundt og rundt og..


Synes raglanstykket står smukt.
Forhøjet nakke med venderækker på skulderpartiet/ærmemaskerne.

Det faldet fint ned over skuldrene.


Tid til at prøve den på...

Jeg strikker str. M.
Ønsker ikke 35 cm ease.
Bare sådan lidt løs, så den falder pænt ned over kroppen.

Tror det kommer til at passe....

torsdag den 14. marts 2019

ÆÆÆÆÆVVV......

Det havde jeg ikke ventet!

Jeg har sammenlignet med Avisen hele vejen og målene har passet...

Men trøjen sidder ad H. til 😒

Uanset hvordan manden vender...!

Nu får den lov at ligge i kurven, mens jeg tænker.... og overvejer mulighederne.
Vægttabet har medført smallere skulderparti/overarme og derfor kan han ikke fylde trøjen ud 🙄

Plan B er lige nu, at sætte en wire gennem trøjen ud for ærmegabet og pille øverste del op.
Kroppen passer jo fint... og jeg er doven!
Så kan jeg strikke opad og tilpasse skulderpartiet.
Ærmerne kan derefter strikkes oppe fra og ned, så jeg er sikker på at de bliver lange nok!

Jeg strikker lige på noget andet og får distance til Eriks trøje...

Min Fredslilje er gået lidt amok i blomster...
Hele 8 blomsterstængler 😊


torsdag den 7. marts 2019

Det er strikkevejr!!!

Der strikkes og måles og sammenlignes med "Avisen"

Et par raglanudtagninger mere...
så kan der deles op.

Delt og igang med kroppen.

Jeg har valgt at strikke en smal bane med mønster ude i siderne; så sker der da lidt på det store stykke, der eller er ren glatstrik😒

Med et lidt længere stykke under ærmet kan jeg se, om det lægger sig til rette størrelse.

Erik kom ud og kiggede på sin kommende trøje.

Kan du ikke lige prøve den???
Og han gjorde det...

Den har en anden struktur/fasthed end avisen, men vi blev enige om, at den var fin.

Halsen er jeg/vi dog ikke tilfreds med.
Der skal strikkes en knapkant i slidsen.. men selve ribkante sidder for tæt til.
Det kan meget vel ende med, at jeg syer en zigzag til en dybere udskæring og så strikker en ny ribkant.

Jeg har suppleret med flere bloklys... med batteri og fjernbetjening.
Der var 20%rabat hos Imerco.

De hygger...

Der er timer i til 2-4-6-8 timer.
4 timer passer fint til en aftens strikke-TV-hygge!

Nu strikker jeg videre på Eriks trøje...
mens det står ned i stænger uden for...

tirsdag den 26. februar 2019

Endelig færdig....

Rimfrost top down med mine egne tilpasninger...

Jeg skrev om den 13.2.
Det viste sig, at den petrol supersoft var meget fedtet af spindeolie.
Træls at strikke med.
Det gled ikke frit på pinden.
Min mobil så ud, som om den havde fået oliemassage, når jeg lige skulle svare en sms!

Og til sidst begyndte jeg også at have irritation i næsen, tung i hovedet...
Mon jeg er blevet allergisk??

Jeg håber, det kun er den cone.
Har aldrig oplevet det før!

Endelig blev den sidste ende hæftet.
Jeg prøvede trøjen.

Den er for stor... med vilje.
Jeg ved, at det kryber ca. en størrelse i vask.

Jeg målte trøjen... bare for at kunne sammenligne.

Ind i vaskemaskinen med den.
Den fik også en tur i tørretumbleren.

Nu har den samme proportioner som favorittrøjen.

Den sidder behageligt til.

Stadig rummelig, men jeg kan ikke lide, at en uldtrøje sidder tæt til

Sideblik!

Den er nu ikk' så ring' endda!
Og nu dufter den af vaskemiddel!

Den er strikket af supersoft på p 3, rib p 2.5
Den vejer 300g
Anslået forbrug: 165 g petrol, 90 g lys blå og 45 g lys grøn.


Klar til at have på under en jakke og så ud og trave.