mandag den 30. juni 2014

UFO'er

Når jeg nu ikke kan beslutte mig for, om jeg skal strikke med det ene eller det andet garn...

Eller den ene eller den anden model...

Eller lave en zigzag i en anden farve....

UFFFF ...
Kender I det ????

Så har I sikkert også nogle UFO'er, der ligger og venter....
Det har jeg i hvert fald...
Så jeg besluttede at udnytte "tænkepausen" til at få strikket noget andet færdigt!

Frem kom "Navnekluden" inspireret af museernes smukke broderede navneklude i glas og ramme!

Jeg var kørt lidt træt i sjaler...

Men nu nyder jeg igen at strikke med det lidt tyndere, meget blødere garn, købt hos Garnudsalg for længe siden!
Jeg tror, det bliver mit nye "pæneste sjal"!

lørdag den 28. juni 2014

Snakkestrikketøjet fra Samsø

I min Samsø pakkealtmuligtnødvendigt bunke var også et snakkestrikketøj; til pauserne mellem strikkeprøver og andre udfordringer!
Jeg havde påbegyndt en Marokko af Isager.  Hæftet med mønstret, på engelsk, købt for lang tid siden i Ho...

Og garnet var en lige så gammel foræring...
Jeg havde fået 10 nøgler og de lå bare i en kasse...
Sammen med et nøgle brugt marine hør-garn.

Pludselig gik kom inspirationen ...!

Den strikkes oppe fra og ned... noget jeg sætter stor pris på! 

Isager vælger at strikke for og bagstykke...
Jeg er en doven strikker!
Så jeg strikkede ærme partiet og satte det hele på rundpind....

Og så kørte det bare rundt for mig!


Torsdag var den færdig og kom på ginen til vurdering...

For strikkefastheden passede ikke...!

Jeg startede ud med mindste størrelse....
og valgte at tage ind midt for for hver 5 V-indtagninger 7 gange + to gange ude på ærmerne...

Efter samling på rundpinden tog jeg så ud igen i sidepanelerne for at få en antydning af figur i den meget "kvadratiske" model.

Det ser da ud til at funke!



Den blev sendt til vask og tørring....
Og afprøvet...


Erik blev "under suk og støn" igen sat til at tage fotos....




Drej!




Drej igen...!


Drej helt rundt...

Er du så tilfreds!!!!
Ja, Tak for hjælpen.....



Marokko er en god model... med modifikationerne...
og den er rigtig behagelig at have på en sommerdag!

Nu skal jeg så have fundet en ide til det Bourettesilke, der ligger i kassen.....

fredag den 27. juni 2014

Solskin og valmuer på Samsø...

Strikkeweekenden var slut. Der blev sagt farvel til de øvrige... Tak for denne gang og (måske) på gensyn 2015.
Bilen læsset med indkøb og pakkenelliker....
Ja... jeg havde jo købt garn og knapper...

Hos familien Davidsen faldt jeg for deres grå Donegal tweed med Cashmere i.
Blød og lækker...

Planen er en topdown ...
og noget med venderækker og indtagninger....!

De andre nøgler er til nogle sjaler med muslinger/Jakobsskaller...
De er på tegnebrættet...


Og knapperne fra Birthe Sahl kunne jeg ikke stå for...
Der var god tid til jeg skulle med færgen...

Pludselig havde jeg en invitation til kaffe ved møllen...

Ingrid pakkede en kurv og vi vandrede langs den skønneste valmuemark...



op til den nyrestaurerede stubmølle i Brundby.




Den er da flot!


Jeg har ikke set møller med stråtag på toppen før.

Vi satte os på bakken i læ for vinden og
med udsigt lige over til Kalundborg!

Solen varmede....
Skyerne drev hen over himlen....

Vi sad bare der og nød livet!
Tak for kaffe Ingrid.
Der var så dejligt, der i solen!


Men jeg havde jo en aftale med færgen...

Farvel til Samsø...

Og hjem til Jylland.

Trods den kraftige vind gik sejladsen glat...
Vi rullede i land til tiden og jeg nåede Holstebro ved 18.30 tiden.

Det var en weekend med indhold!

torsdag den 26. juni 2014

Monteringens finesser... og flere AHA oplevelser!

Den tredje og sidste workshop var også hos Hanne Pjedsted.

Om montering...

Det var det, jeg havde lavet hjemmearbejdet til!
Med striber, med åbne og lukkede kanter...

Nu kom de i brug.

Jeg skulle have striberne til at sidde LIGE over for hinanden..

Det kunne jeg ikke, fordi jeg havde strikket lænkekant, som jeg nu har lært!

Man skal strikke knudekant, for så er der to tråde ud til kantmasken... og madrassting syes over to masker... (og jeg har altid tænkt, at den knude kant så sjusket ud! Hmmm!)

Så de øverste striber er en halv maske forskudt...

Ved at sy en halv maske længere inde kunne jeg sy madrassting over to masker og striberne lagde sig nok så nydeligt på række! AHA!


Næste opgave var en lukket og en åben kant...


Sy maskesting og få det til at se pænt ud....


Sæt nålen den rigtige vej ind og ud af maskerne!

På begge sider!! AHA!!
Prøverne med de åbne kanter skulle strikkes sammen...
Det kan også gøres på flere måder!

Den velkendte; strik de to sider ret sammen og luk af efterhånden.

Eller; strik ret ind i forreste maske og strik bagerste maske vrang og træk tråden gennem forreste maske og luk af... det giver en fin ret rille på forsiden... Smart!

Og så kan man sy maskesting...

Hele tre teknikker på en prøve!!! AHA!!!

Vi skulle altså også liiige nå at strikke en kant...
med knaphuller ...
Og slutte med en I-Cord kant!

AHA!!!!
Tre timers koncentreret indspark!

I den anden ende af opholdsstuen havde Bodil Munch travlt med montering af sjaler...

Jeg tror, der også var AHA-oplevelser der...

Jeg har i hvert fald fået inspiration og AHA for alle pengene...

onsdag den 25. juni 2014

Det kan jeg ikke tage patent på!

Den anden workshop var en udfordring, jeg gav mig selv...
Jeg kunne IKKE lide at strikke patent den gang, det var moderne... for lææænge siden!
Men jeg synes, det er smukt, der er mange muligheder...
Det skulle altså prøves!

Bodil Munch stod for denne workshop.

Hun havde medbragt bogen:
Knitting Brioche af Nancy Marchant
Der er godt nok mange smukke variationer over patentstrik, som på engelsk kaldes knitting brioche!

Prøv at søg på "Brioche" på Ravelry eller Google...


Vi startede fra bunden!

Med strikkeopslag.... og forberedelsespinden..... og så patent....

Og det krævede koncentration....
Og notater.....



Vi fik prøvet at tage ud og tage ind...


Noget der i sig selv kan danne smukke linjer i et strikketøj...

Næste prøve var i netpatent...
Man skal strikke adskillige pinde før mønstret træder frem....

Men det er den patentudgave, jeg synes bedst om og kunne tænke brugt som en detalje i et projekt.
Bodil er også en inspirerende og kompetent underviser....
Og hun udfordrede os med tofarvet patent....
Fremgangsmåden blev skrevet på dansk på tavlen...

Der blev arbejdet intenst ved begge bordene!


Nogle fandt ro og flow i at strikke patent.
Jeg kan så konkludere, at jeg hellere vil strikke dobbeltstrik eller vævestrik...
Der sker mere!
Og jeg kan rette mine fejl!!!



Fabeldyret lå i forgangen til opholdsrummet og vogtede over ud og indgang....

Jeg tror, det er en overlever fra sidste års strikkeweekend?


tirsdag den 24. juni 2014

At lære nyt....

Det er spændende at være med til en workshop....
Og jeg skulle til hele 3....


Lørdag formiddag stod Hanne Pjedsted for Strik i flot facon...

Vi er jo ikke skabt over den samme skabelon!

Så at kunne strikke venderækker, så der bliver plads til barmen eller indsnit så taljen fremhæves, er da relevant viden!

Vi kastede os ud i strikke prøver...

40 masker og så ellers indtagninger i midten, med fremhævede masker, med mellemrum osv.


Vi fik vejledning undervejs og den nye viden blev noteret i kompendiet




Og kanterne skulle strikke ret, så prøven ikke rullede sig sammen...

Med passende mellemrum blev der taget ind og ud...


Jo strikkeprøven fik skam talje!




Næste runde var venderækker.

Og venderækker kan laves med flere vendeteknikker...

Og det kan gøre i begge sider sider!

I stedet for at fjerne noget, som ved indsnit i stof, strikkes ekstra rækker mellem "vendingerne" så strikketøjer buler ud = plads til bulerne!


Det er jo egentlig logisk... hvis man sætter streger (=strikket omgang eller pind) ind på et snitmønster ud for indsnit, så bliver der kortere streger ud mod spidsen af indsnittet!
Jeg har i hvert fald fået lyst til at tænke i indsnit og vendinger ...

Hanne fortalte, at hun har skrevet bogen Strik efter papirmønster/Hanne Rasmussen.
Den kan lånes på bibliotekerne, måske skal den bestilles hjem. Eller findes brugt.



Efter alle udfordringer var det godt med en tur på stranden....


Der er en himmel over Samsø....
Og Vorherres diamanter glitrede i havet....

mandag den 23. juni 2014

Sikke en strikkeweekend....

Fra Fredagens forrygende regnvejr til Søndagens strålende solskin gik snakketøj og strikketøj for fuld kraft....
140 quinder med pinde!
Sælvigbugtens Camping havde vist fået hænderne fulde... Men de løste opgaven til UG med kryds og det hele....


I det store telt på plænen var alle samlet til aftensmad fredag og lørdag...

Morgenmad og frokost gik efter tur i opholdsstuen.



Der var kø ved buffeten,



mens andre bare sad og slappede af...

eller strikkede!


De eneste, der havde fart på var personalet....

De løb nærmest ind med mad og ud med tallerkner....

Og vi fik god mad... og rigeligt!

Dansk mad når det er bedst.

Lam, oksesteg, Samsøkartofler, rabarber-is, citronfromage...
Og med et glas rødvin til... Jo, der var mange, der nød, at maden blev serveret og at der ikke ventede en opvask bagefter!!!!



Om lørdagen klarede det op og man kunne gå tur ved stranden i den hylende blæst.


Buskene stod og bøjede sig på bedste Vestjyske vis for vinden.



Hybenroserne duftede intenst af sommer...




I ly bag rosenbuskene stod de små planter og skuttede sig.



Jeg kender ikke navnene på planterne ....



Insekterne kunne dog sagtens finde vej til føden....
Godt blæst igennem var det rart at komme ind i det solopvarmede telt...
og lade sig friste af garn,- og garn,- og mere garn,- og knapper og dimser....

Der blev båret mange bæreposer over i hytterne!
Jeg lod mig også friste...
Mere om det senere..............

torsdag den 19. juni 2014

Samsø kalder.....

Det er dagen før dagen.... Om jeg glæder mig????
Jeg er så spændt på, at være med til Strikke weekend på Samsø.

Der pakkes kuffert..
Og sengelinned og håndklæder...
Der skal vist nogle trøjer med i den kuffert!



Og sjalerne skal da med...
Det bliver jo nærmest efterår!

Husk "medbringes" til workshops...
Blok, blyant, lineal, strikkeprøver, garn, pinde

OG et snakkestrikketøj til pauserne...

Det bliver bare så spændende og inspirerende og sjovt og...
Jeg glæder mig......

tirsdag den 17. juni 2014

Blå sweater; top-down og contiguous....

Der har været stille omkring min blå sweater, siden starten i indlægget 2.juni.
(Jeg har jo været på udflugt hid og did!)
Den er blevet strikket med en kombination af Contiguous set-in-sleeve og Raglanifys mønster til top-down raglan sweater...


Lige nu hænger den på ginen, 
mens jeg klapper mig selv på skulderen,
fordi det lykkedes at kombinere flere ideer!

Kanterne er 4 retriller, en glat omgang og afsluttet med en I-Cord.


Mønstret på kroppen er inspireret af et tillæg til Hendes Verden 40/2013.
Nu skal jeg så have stoppet de få ender ind.


Den vil gerne pose en lille smule nederst ved ærmesømmen...
Der skulle have været færre masker...

Den slags finesser med venderækker og brystindsnit, skal jeg lære om i Hanne  Pjedsteds workshop på Samsø på lørdag.... 



Bagsiden af medaljen!



Mit forsøg med Contiguous ærmet synes jeg er faldet godt ud.
Jeg kan godt lide illusionen om et tilsat ærme...
Det passer bedst til mine, næsten, retvinklede skuldre!


Jeg har valgt at have 6 masker ned over skulderen, så det kommer næsten til at ligne en saddelskulder.




Der kunne sagtens være flere...
eller man kan lege med at gøre den kileformet ud efter ærmet....


Det giver en blødere skulderrunding

Og skulderpartiet lægger sig pænt hen over nakke-skulder åget....

Konklusion; jeg er faktisk godt tilfreds!