mandag den 14. april 2014

Kanalrundfart i Amsterdam og gåtur i Volendam...

Holland. 3. dag.


Først til Amsterdam.... I morgentrafik!
Det var besværligt at komme frem til bymidten og P-pladsen.
Chaufføren måtte bakke et langt stykke; godt klaret!

Herfra gik vi hen til turbådene.


Spændende kanalrundfart med en Guide, der kunne mange historier!!!!
Også om "red light district"!
Det er fascinerende at sidde "på vandet" og betragte byen.

De mange forskellige facader. Man betaler skat af bredden, så husene er smalle og dybe.
Alle med hejs øverst oppe....Til brug når man flytter; for trappeopgangene er for smalle til borde, sofaer, flygler....

De utallige cykler; der var et P-hus i tre etager ... til cykler!




Der er museer om næsten alt...

og selvfølgelig også en husbåd, som museum om husbåde...




De utallige broer er et motiv i sig selv... 7 broer på rad...

Mange typer, men denne er klassisk...

Gåtur inde i bymidten. Vi fik en baguette og cola til frokost.
Vi gik en tur, før vi mødtes med de andre.
Jeg fik købt ekstra batteri til kameraet; det kan ikke klare en hel dag på et batteri på tur med mig!!!

Vi var også inde i en Waterstones, det var som at stå i London !






Vi morede os lidt over de mange skæve vinkler...





Også på en enkelt bygning er der plads til flere vinkler...




Sol, frisk vind. 15 grader. Lunt i solen! 
Forårsstemning i Amsterdam.

Videre til Volendam .

Jeg kan konstatere, at Volendam stadig er et turistmål med souvenirs, foto og spisesteder på hele havnediget! 

Og der var ingen folk i egnsdragter denne gang.. Men man kunne blive fotograferet i en egnsdragt... for penge!




Men de første "badegæster" var åbenbart allerede kommet!


Der var en flot udstilling i en osteforretning.
Vi købte ikke ost! (Vi kan bare ikke lide ost)




Men vejret var skønt....
og vores softice smagte godt!!!

Vi kørte nordpå til Hoorn og ud over den indre  dæmning.

Smuk tur med vand til begge sider.


Her er mange vadefugle, gæs, ænder og lappedykkere i kanalerne.

Et sted var der 5 storkereder i en højspændingsmast.
Der var storke i! Og på markerne under.


Aftensmad kl. 19: Champignonsuppe. Laks med hvide bønner og pommes frites (Erik fik min laks!!). Æggelikør fromage med flødeskum.

Den aften var der tilbud om tur ind til Amersfoort, men jeg skulle bare slappe af!

søndag den 13. april 2014

Møller og tulipaner!

Holland. 2. dag.

Op 6.15. Morgenmad; pænt udvalg af brød, pålæg, yoghurt, æg og bacon... 

Kørte på diget. Gennem små byer.
Alle steder smukke huse og haver. Sjovt at betragte de meget forskellige huse. 

Og så har hollændere åbenbart en forkærlighed for espaliertræer. 
Gerne på række, så grenene kan vokse ind i hinanden!


Gaderne er smalle her....


Det kræver en god chauffør at komme frem uden skrammer.


Ind med sidespejlene og alle passagererne strammer helt automatisk balderne for at hjælpe til!


Vi besøgte Kinderdijk med de mange møller.
Der er 19 gamle møller, alle skulle kunne fungere... startes med håndkraft!





Et smukt syn! 




Der blæste en frisk vind og vi fik en byge, godt jeg havde regnbukser på! 

Nogen krøb i ly ved bussen!


Så gennem tulipanland....




Keukenhof. 

Vi fik  lidt at spise, før vi gik rundt i det kæmpestore område. 
Det var ganske overvældende! 






Ved hoveindgangen var der springvand..


Og en flot hollandsk lirekasse.
Eller gadeorgel.

Den stod ved hovedindgangen og spillede non-stop. Man kunne købe CD'er med musikken. 

Remmen trækker maskineriet ...
Musikken skabes med hulkort...

Der lå nok over 100 forskellige musikstykker i de mange kasser.



Der var store pavilloner med tulipaner, gerbera, syrener..... 


Temaer med hovedstæder... 







En pavillon var med orkideer...
I alle farver og faconer...

Jeg ved ikke hvor mange billeder vi tog.... det var mange!
Den ene blomst var smukkere end den anden...
Og man kunne blive ved.....




Erik gik helt i selvsving... med sin nye Sony XperiaZ1 compact... som var nemmere at arbejde med end det store spejlrefleks!
Og det er et kvantespring ind i ny teknik, for han er ellers svoren tilhænger af sit Canon!!!!

Men måske jeg har en mere samarbejdsvillig fotograf til mine projekter fremover????



Selve parken havde løgplanter i spændende, specielle, smukke, sjove... mønstre i græsset. 

Desværre var det råkoldt i blæsten. Så jeg frøs!


Tomat suppe til frokost... Og til aften! 
Samt en schnitzel med bønne et eller andet og pommes frites. 
Desserten var noget stribet kage og jordbær creme på grøn bær(?)sauce og en klat flødeskum. 

Resten af aftenen tilbringes på værelset... 
Med en kop te og mail, SMS og blog!

lørdag den 12. april 2014

På tur ned til foråret!

Holland 1. dag

Vi har ikke været på busrejse siden 1986!!!
Så vi var meget spændt på, hvordan vil ville opleve det i 2014!
Så de næste dage kommer der rejsefotos på bloggen!

Vi har valgt at tage med Riis rejser. De har opsamlingsrute via Holstebro.
Vi var tidligt oppe. Steg på bussen 6.35!
Der var god plads lige nu!

Vi fik kaffe og rundstykker i Hylkedal, Kolding.

Her skiftede vi bus til vores faste bus. Nu er bussen fyldt op og snakken summede rundt om os.

Regnvejr!  Håber det bliver bedre!!

Passerede grænsen. Kørte med motorvej 7 til Hamburg. 
Rundt om Hamburg...  Nu er træerne grønne!!!
Videre med motorvej 1 mod Osnabrück, hvor vi drejede ind mod Holland. 

Behagelig kørsel.
Der er behagelige sæder og rimeligt med benplads. 
Der blev sunget er par sange. 
Informationerne kommer undervejs.  
Vi er vist 50, mest gråhårede(!), i en blanding fra hele Danmark.


Frokost stop ved Hüttener Berge. 




Pause ved Osnabrück.

21 grader! Vi sidder med tynde trøjer og nyder det!




Landskabet er grønt, som var det Maj derhjemme. 
Godt syv var vi ved hotellet. 
Rejselederen Jette hentede og uddelte nøglekort. 

Vi fik sat kufferten på værelset og gik ned for at få aftensmad.



Her er blåregnen ved at springe ud.
  


3 retter: Paté m. Salat og brød. Stegte ris med kylling i karry. Is.  
Det smagte godt. 


Retur til værelset.
Pænt, ikke så stort , men god plads til at komme rundt om sengen. 
Der er skrivebord under vinduet. 
På væggen en kogekedel og udstyr til kaffe/te og et par små kiks. 

Jeg er ikke så glad for, at det er en dobbeltseng med én dyne! ØV!
Heldigvis er det en meget stor dyne... så vi kom ikke op og slås!


I morgen er der afg. 8.00!

torsdag den 10. april 2014

Jeg kan jo lige så godt pille op!

Jeg var jo nået pænt ned på Bolen.
Og jeg havde tænkt på, at det irriterede mig, at jeg ikke havde et helt/halvt mønster i siderne.
Så Kristines indlæg under "Ærmer" var det sidste skub....

Erik blev sat til at rulle sort og jeg rullede hvidt og så var jeg tilbage ved delingen til krop/ærmer...


Jo, det ærgrer mig at pille op...
Men jeg ved, at jeg ville ikke kunne forlige mig med det kvarte mønster i siden... Det ville råbe efter mig for evigt....

Så... jeg kan jo lige så godt pille op og strikke trøjen, som jeg synes, den skal være!

Med raglanborten ned i siden....

Jeg kan allerede mærke, at det her fungerer meget bedre.

Det passer med en halv stjerne ind mod borten;
det giver en bedre sammenhæng mellem mønstret for oven og ned over krop/ærmer...


Det varer lige lidt, inden jeg har strikket de 22 cm, jeg pillede op!

tirsdag den 8. april 2014

Den kan da nå rundt om mig....



Nu begynder det at ligne en sweater...

I hvert fald kroppen af en sweater...


Den så jo temmelig tætsiddende ud på ginen, sidst jeg prøvede den af...
Men med udtagningerne ved ærmedelingen(!),
blev der plads til at trække vejret...

Jeg synes også proportionerne mellem ærme og krop virker harmoniske... ..med en wire i ganske vist!

Så det stritter jo lidt...



Jeg var nødt til at prøve min sweater in spe...
Og Erik blev som sædvanlig sat til det hårde arbejde med kameraet...



Du skal bare bruge kamera knappen ...
det er Sony'en du bruger nu....
(For min Galaxy S4 er til reparation! Heldigvis har jeg en ældre, men brugbar, Sony Xperia S som back up. For undvære en mobil... niks!)




Som sædvanligt ruller kanterne....
Og jeg trækker ned i dem....


Fotografen blev først træt! (Undskylder fingeraftrykket!)


Sådan alt i alt...
synes jeg, det ser lovende ud....


Fortsættelse følger.....



søndag den 6. april 2014

Et par omgange senere......


Og efter flere redigerede mønstertegninger...

blev der slået 12 masker op og arbejdet blev delt op i ærmer og krop....

Så er det jo bare at strikke stjerner til "bunden" er nået!

Imens kan jeg spekulere på, om kanten skal være i rib eller tofarvet mønsterbort.....
eller der trænges til lidt spræl og en kontrastfarve... enten bare en enkelt omgang mellem stjerner og kant eller i ombukningskanten... 
Man keder sig ikke ved strikketøjet!!!!!

lørdag den 5. april 2014

Knipletræf i Hjallerup

Vi tog på langfart...Mormor, manden og mig.
Jeg havde en lille lap papir med teksten "Nordjysk kniplemesse i Hjallerup Kulturhus".
Det havde fælles interesse, mormor knipler og jeg strikkede jo sjalet med Kniplepigen til hende og et til mig selv med Kniplebrædt og pinde på. De skulle da luftes! Jeg fik også mange roser med på vejen,- af både gæster og standholdere.

Men jeg troede faktisk ikke, der var noget Knipletræf.

De er heldige, at kniplepiger snakker sammen ellers tror jeg ikke, der havde være så mange gæster.

Lige her var der god plads, men der var en lind strøm ind af døren...


Det er det dårligst promoverede arrangement, jeg har oplevet til dato.
For der stod ikke noget på Kulturhusets hjemmeside før få dage inden arrangementet.
Og da jeg Googlede fik jeg noget fra 2011 eller henvisning til en ikke eksisterende hjemmeside.
Det er bare ikke OK i 2014. Vil man have publikum og hjemmeside, så skal det ajourføres, så det er aktuelle nyheder, der kommer frem og ikke noget fra 2011.
Så kom jeg lige af med et surt opstød!


Vi havde en rigtig god tur trods kedeligt regnvejr.



Kulturhuset var fyldt med flotte stande med og om knipling.


Der var gamle kniplinger...







Det var udstillet kniplinger fra andre lande.



Og knipleudstyr i mange størrelser.



Alle havde gjort meget ud af at gøre standen indbydende (fristende), som her hos Karelly.


Vi sluttede rundturen med en kop god kaffe og fik snakket lidt.
Jeg nåede også at snakke med flere, der læser med her. Det er bare så hyggeligt at møde folk!


Vi havde været tidligt oppe og sulten meldte sig.
Det blev til sen frokost hos Jensens Bøfhus i Skalborg.
Afsluttet med en Irish Coffee til Mormor og mig, Chaufføren fik Kaffe!
Mætte og trætte kørte vi hjemad.....