Og blive meget klogere...
Om den gang man ikke bare købte ind i Bilka!
Klædeskabet fortæller:
"Der var store flokke af får ude på marker og heder. De blev klippet to gange om året, om foråret og tidligt om efteråret.
Ulden var fuld af
snavs og jord, og det var lettest at vaske ulden, mens den endnu sad på fåret.
Vaskningen
om foråret skete som regel på grundlovsdag den 5.juni. Det var der flere grunde
til. Bl.a. skyndte man sig mere den dag, fordi alle skulle have fri om
eftermiddagen for at komme til grundlovsfest.
Klipning
af fårene var ofte kvindernes arbejde.
Den bedste uld sad på bov, side, hals og bryst..."
Gyldendal: "Lammeuld kaldes den første uld, der klippes af et får, førstegangsklip, og den er den blødeste, det nogensinde vil levere.
Uld fra levende, klippede får betegnes ren ny uld; desuden anvendes skinduld eller kalkuld, dvs. uld fra slagtede dyr, udvundet under garvningen, og kradsuld, som er opkradset fra tekstiler og derefter spundet igen. Det er dog ringere produkter end ren ny uld; kradsuld indgår fx i militærtæpper!"
"Så skulle ulden forarbejdes....
Efter Mikkelsdag 29. september begyndte ”aftensædet”,
hvor pigerne var forpligtede til at arbejde for madmoderen ved at karte, spinde
og sy mindst 5 af ugens aftener.
Det hed sig, at ulden skulle være kartet og
spundet inden jul.
Der er Kamgarnsspinding
og kartegarnsspinding.
Kamgarn
spindes af særlig lange uldfibre, der strækkes og kæmmes, eventuelle korte
fibre bliver kæmmet bort. De lange fibre bliver lagt parallelt, så tråden ved
spindingen er fast og jævn. Kamgarn regnes for det mest slidstærke garn. I
strikning med kamgarn ses trådene tydeligt, og mønstre vil træde klart frem.
Strikker
man med det ”lodne” kartegarn, bliver mønstertegningen mere diffus og
udflydende.
Til kartegarn bruges de korte,
krusede uldfibre, der ved kartningen blandes, så svage og stærke fibre kommer
mellem hinanden. Karteuld strækkes ikke, fibrene ligger ikke parallelt.
Resultatet er et loddent, luftigt garn, der er varmt, men ikke særlig stærkt."
Jeg har selv prøvet at karte og spinde. Billedet er af Eriks mormors rok....
Det er længe siden jeg brugte den... men jeg husker, hvor meditativt det var, at finde rytmen i foden og garnets løb gennem fingrene..
Rokken skaber forbindelse til et helt andet liv...
Til den gang håndarbejde var en nødvendighed... Måske den eneste indtægt...
Og frem til i dag, hvor jeg bare kan sætte mig og nyde glæden ved håndarbejdet for min egen fornøjelse. Jeg kan købe lækkert garn og lege med farver og design...
Jeg er i grunden meget taknemlig for de livsvilkår, vi har i dag.
Så blev også jeg klogere - altid godt at blive det :-)
SvarSletJeg har også en rok, men er ikke flink til at bruge den. Kan dog sagtens genkende, at du kalder det for meditativt. Man burde tage det op igen ...
Jeg blev helt væk i det historiske... Alle det traditioner, trængsler og alligevel med plads til latter til arbejdet.
SletJeg kigger på rokken... men så skal jeg vist med i et spindelaug for at komme igang...
Tak skønt med ny viden !
SvarSletVelbekomme... Jeg fik i hvert fald både genopfrisket og fornyet viden undervejs....
SletTak for et spændende indlæg, som får mig til at mindes min barndomsbog Pers nye klæder. Den bog fortalte på en skøn måde om alt det arbejde, der var med at få et sæt tøj. Det er derfra jeg har min viden om uldens vej.
SvarSletJeg er også glad for den tid, jeg lever i.
Selv tak. Jeg måtte lige google den bog... Den har jeg da også kigget i. Den er rigtig sød.
SletOg tankevækkende.
Livet er let i dag!
Ja- det har været et langt slid for at få tøj på kroppen!
SvarSletJeg har også en rok - og spinder af og til - både uld, silke, mohair og angora - selv om det er et stykke tid siden. Men det skal snart være, jeg mangler garn til et sjal, jeg er i gang med.
Mine forældre havde får - på det tidspunkt, de havde flest, var der over 100 stk. Det var et stort arbejde at vaske og klippe, kan jeg fortælle dig!
Ulden blev dog solgt til uldspinderi i Thisted - det findes ikke mere. Da jeg begyndte at spinde, brugte jeg uld derfra. Det var ikke det bedste spindeuld, for det var Texelfår. Vi havde fårene for kødets skyld ikke ulden. Og så alligevel var det ikke det ringeste texeluld, jeg har mødt.
Ja- vi har det nemmere i dag, når vi bare kan købe færdigt spundet - og farvet garn.
Jeg tror også det var Texel, vi arbejdede med på spinde/plantefarvekurset.
SletJeg kunne nu godt lide at arbejde helt grundlæggende med ulden... Det tager bare så lang tid, som jeg kunne bruge til at strikke....
Så det er dejligt bare at købe, have et lager og hygge sig med sit strikketøj!
Gotlandsk pelsfår er skønt at arbejde med - og giver et dejligt blødt strikkegarn, der allerede har farve.
SletEngang Steen og jeg var i England, k'øbte jeg uld med hjem fra et uldopsamlingssted i Wales - det skønneste bløde og lækre uld. Jeg har spundet meget af det blandet med silke eller angora. Det er luksus!
Det lyder helt vidunderligt at arbejde med Gotlandsk sammen med silke eller angora... Det er jo ren luksus!
SletTak for spændende læsning. Det er altid dejligt at blive klogere!
SvarSletSelv tak. Jeg synes, det er både spændende og tankevækkende at fornemme den røde tråd i uldens og menneskenes historie.
Slet