Viser opslag med etiketten Kludetæppet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kludetæppet. Vis alle opslag

søndag den 30. september 2018

Strikkefestival i Remisen i Brande...

På egotrip igen!
Denne gang til Strikkefestival i Remisen i Brande.
Den gamle remise danner en spændende ramme om garn, strik og masser af damer!
De mænd jeg så, enten sad og så bekymrede ud eller slæbte blade og poser😉

Der var trængsel ved alle stande.

Under de smukke kurve har Madam Munch sin stand...

Jeg nåede frem til disken!

Fik købt et kit til den smukke bluse.
Cashmerino 20/80% cashmere/merino.

Bodil havde selv blusen på og det reklamerede fornemt for et smukt strik!

Jeg har længe haft kig på Damejakka Elinor.

Spurgte til garnforslag og fandt frem til mere Cashmerino!

Denne gang i forholdet 80/20 i cashmere/merino
sammen med en Cashmir Lux følgetråd.

Det er jeg meget spændt på at komme til at strikke med..
Men først er der lige et par andre projekter!

Jeg var heldig at vinde på min billet!

Garn til filtede futter. 
Meget passende gevinst... mine grønne er blevet hullede!

Julerøde filtefutter😃

Der var også tid til snak og strikkehygge ved langbordet.

Indkøb blev vist frem og strikketøjet luftet...

Til sidst var lydniveauet over min lydtærskel og jeg sagde farvel og tak for godt selskab.

Siden sidste weekend har jeg været i gang med en norsk trøje med det hvide garn, jeg købte i Års.

Rygja er en klassiker.
Jeg har strikket den for mange år siden i Per Gynt og med tilsatte ærmer.
Det runde bærestykke er langt mere behageligt; man slipper for den tykke søm under armene.

Jeg viste mor mit strik...
Nu bliver den strikket efter hendes mål😄

Forleden genså jeg Kludetæppet om Strik.
Det var på TV2 Østjylland.

Tænk ... det blev optaget i januar 2014..
Tiden løber...

Men der er stadig strikkeaftener hos Huset Tind 😊

onsdag den 27. januar 2016

Inspirationskilder på TV...og håndboldstrik....


Vi er så heldige at have TV Midt Vest!
De daglige nyheder fra lokalområdet, og regionen.

De er også gode til Tema udsendelser.
Fangstgaranti, Eliksir, Mit kæreste eje, Norden rundt i 80 dage for bare at nævne nogle.
Jeg kan godt lide at blive præsenteret for spændende projekter, personligheder, folk der kan noget specielt...

Tv Midt Vest præsenterer personer og emner på en god måde, der både giver viden og inspirerer til at søge mere viden, hvis emnet fanger en.

Sådan er det mit favoritprogram; Kludetæpppet.
Det er efterhånden 3. sæson.
Denne gang har der været hækleworkshop, plantefarvning, løbbinding, strikkecafé og kalligrafi.
Jeg er spændt på, hvad de næste udsendelser byder på.
I aften er det om papirmageri og gamle bøger.
Jeg gemmer de udsendelser, jeg har størst interesse for og nyder gensynet....

Jeg ved godt, at nu vil nogle råbe "hvad med Strikkedysten?"
Den kan også noget med at udfordre og underholde. Men for mig er der for meget show og for lidt inspiration.
Jeg strikker, fordi jeg nyder det. Nyder at se mit projekt vokse frem. Jeg kan ikke lide, at der er stopur og konkurrence. Så er det lige meget, om det er kagebagemadlavningsdyst eller strikkedyst!
Mit håndarbejde skal nydes.....

Lige nu følger jeg med i EM i Håndbold.
Min Happy 2016 vokser...

Ind imellem speedstrikker jeg...

Og igår kunne jeg ikke strikke til sidst...
UHA, det var for spændende!

Men det går da fremad...
Selvom det er med "kænguru-benzin"!

Ærmestrik er perfekt til håndbold...
Så længe man ikke skal trykke tommeltotter!

Nu kan jeg bare håbe det bedste for aftenens kamp mod Tyskland....

søndag den 23. februar 2014

Dominostrik, mens jeg tænker nye projekter....

I Januar var jeg til Strikke cafe hos Tind.
TV MV var på visit og lavede optagelser til en ny serie på kanal Midt.
Serien hedder Kludetæppet og kommer til at handle om forskellige former for håndarbejde.
Det starter med Strik onsdag d. 26.2.2014 19.55. "Mød Lotte Kjær fra Holstebro, der laver unika strik, holder foredrag og udgiver strikkebøger. Tag med på strikke cafe hos Tind Kunst og Textil i Kloster ved Ringkøbing. Og få gode råd om strik af Dorthe Merete Lykke Jensen, tekstillærer på højskolen i Skals" (TV MV)

Jeg sidder med min grønne domino/Marimekko inspirerede poncho og strikker, mens jeg filosoferer over næste projekt...
Eller rettere de næste projekter...
Men ideer er lige som persillefrø, de er længe om at spire!
Jeg har et par sjaler.... de er tegnet, men skal strikkes op.
Og jeg har længe -næsten lige så længe, som jeg har strikket sjaler - drømt om at strikke en poncho på rundpind.
Jeg er jo glad for Marimekko, men jeg kan bedst lide at strikke på rundpind...
Måske lykkes det at få det hele til at gå op i en højere enhed... en gang...