Et paradoks!

Det er da et paradoks, at hørehæmmede synes, at lyden er for høj!

Jeg var til et arrangement med vores lokale Høreforening i Scala Bio.
Der er kommet teleslynge i alle salene.
Man får udleveret en halsteleslynge med modtager på og kan så selv skrue op/ned for lyden.
Fidusen er, at lyden så streames direkte i høreapparaterne, så man bedre kan høre tale.
Talen er en stor udfordring; især når der er underlægningsmusik og/eller aktionlyde samtidig med tale.

Vi så Dronningen. Den nye danske film med Trine Dyrholm i hovedrollen.
Her er mest tale og spredt underlægningsmusik.
Der tales også svensk, men det er tekstet!

Og så opstår paradokset...
Lyden i biografen er så høj, at jeg ikke kan skrue langt nok ned til at finde et behageligt niveau.

Med et høretab kommer også en lydfølsomhed. Højt lydniveau er ubehageligt, giver hovedpine... stresser... Og jeg bliver så træt i hovedet.
Høreapparaterne reagerer også ved at lukke af for noget at lydtrykket og så bliver jeg høreforvirret... for hvad et biografens lyd.. hvad er høreapparaterne.. og hvad er min hørelse?

Man arbejder på at skille talen fra alt det andet lyd i lydsporet, så det kun er talen, der sendes i teleslyngen. Det vil være rigtigt godt, hvis det kommer.

Faktisk har jeg tit lyst til at tage al teknikken af og bare "nøjes" med det min hørelse kan levere.
For det er det mest behagelige.

Snakken efter filmen, om folks udbytte ved hjælp af teleslyngen, viste også, hvor forskellige høretab og hørebehov er.
Nogle syntes, det var lige i øret!
Nogle havde problemer med underlægningsmusik... andre med børnenes stemmer.. andre med skelnetab...

Hovedindtrykket var dog, at det var en hjælp... men træerne vokser ikke ind i himlen!



Filmen var god. Den er en stærk film...  der er mange dilemmaer og svære valg og stærke følelser.
Billedsiden er smuk, godt klippet. Man kommer tæt på ...
Skuespillerne leverer en fantastisk præstation...
En film, der sætter spor...