Viser opslag med etiketten høretab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten høretab. Vis alle opslag

lørdag den 20. november 2021

Hul igennem....

Først var hullet i højre øreprop for stort.. det blev erstattet af en ny med rette størrelse. Den venstre fik jeg så med et hul, der var for lille!!!

Der er synlig forskel på de to huller...

Både i bund og top!

Da jeg måtte sende den med det største hul, som var den bedste for mig, ind til Phonak og få en kortere ledning monteret, fik jeg nogle dage med det lille hul...

Det var ikke godt.

Min hjerne kørte på overtid for at kompensere for det skæve lydbillede.
Jeg fik ikke den optimale lydoplevelse.
Turen til ARoS kostede hovedpine og total hjernetræthed.
Stor var lettelsen da den "rigtige" øreprop endelig landede i postkassen og prompte blev monteret på høreapparatet og sat i mit øre!

Tænk at så lidt kan betyde så meget for kontakten til omverdenen og for ens velbefindende.

Nu kan jeg igen lytte til podcast med fornøjelse



Jeg er generelt lykkelig for at bo i Danmark og glad for at have den luksus, det er, at få hjælp til mit høretab.

Men jeg bliver altså skuffet, vred, frustreret, når jeg læser om ventetiderne i Region Midt til at få hjælp

Nu har jeg skrevet om mine frustrationer, når det ikke virker...
Når man ikke hører optimalt, kan man ikke kommunikere med andre.
De, der skal på arbejde, kan ikke fungere og de øvrige høreapparatbrugere/pensionister bliver isolerede.

Om dette har Kant udtalt: ”Når du mister dit syn, mister du kontakten med ting, når du mister hørelsen, mister du kontakten med mennesker”.

Det koster for samfundet i tabt arbejde og i mistet livskvalitet for alle. Tab fordi folk så ikke kommer ud og bruger penge på oplevelser i teatre, koncerter.. går ikke ud og spiser, fordi de kan ikke klare at snakke med ved bordet. (Det kan endda være svært nok med høreapparater på.)

Der er en god artikel i Helse om nogle af de udfordringer, det giver i samspillet med omverdenen...


Og så til de fagre nye tekniske muligheder....

Jeg har en app, der fungerer som fjernbetjening til høreapparaterne.

Der er mange muligheder indbygget...




1. 
under auto kan jeg indstille styrken på apparaterne individuelt.
Bruger jeg knapperne på høreapparaterne stiller jeg på begge synkront.


2. 
Der kan fintunes...

Dog går indstillingerne tilbage til standard fra høreklinikken når jeg slukker for appraterne...

Jeg har ikke prøvet at gemme endnu. Har tænkt, at mine lydmiljøer er så forskellige, at jeg arbejder med dem efter behov.


3.
Der er mere endnu...

Jeg kan skifte fra auto til Tale i støj, Musik og telespole

Det er godt til bilkørsel, koncert, kirkegang eller andre steder med Tele.


4. 
Der er også myPhonak som jeg ikke har udforsket det hele i endnu.


5.
Mine høreapparater har jeg kigget under...

Jeg kan se hvilke programmer der ligger i apparaterne.


Statistikken viser, hvor meget jeg bruger apparaterne 

Påmindelse om rengøring og skift af voksprop.. Meget praktisk.. for dage bliver til uger og man har da liiige...???

Jeg arbejder videre på mulighederne.....



tirsdag den 2. april 2019

Et paradoks!

Det er da et paradoks, at hørehæmmede synes, at lyden er for høj!

Jeg var til et arrangement med vores lokale Høreforening i Scala Bio.
Der er kommet teleslynge i alle salene.
Man får udleveret en halsteleslynge med modtager på og kan så selv skrue op/ned for lyden.
Fidusen er, at lyden så streames direkte i høreapparaterne, så man bedre kan høre tale.
Talen er en stor udfordring; især når der er underlægningsmusik og/eller aktionlyde samtidig med tale.

Vi så Dronningen. Den nye danske film med Trine Dyrholm i hovedrollen.
Her er mest tale og spredt underlægningsmusik.
Der tales også svensk, men det er tekstet!

Og så opstår paradokset...
Lyden i biografen er så høj, at jeg ikke kan skrue langt nok ned til at finde et behageligt niveau.

Med et høretab kommer også en lydfølsomhed. Højt lydniveau er ubehageligt, giver hovedpine... stresser... Og jeg bliver så træt i hovedet.
Høreapparaterne reagerer også ved at lukke af for noget at lydtrykket og så bliver jeg høreforvirret... for hvad et biografens lyd.. hvad er høreapparaterne.. og hvad er min hørelse?

Man arbejder på at skille talen fra alt det andet lyd i lydsporet, så det kun er talen, der sendes i teleslyngen. Det vil være rigtigt godt, hvis det kommer.

Faktisk har jeg tit lyst til at tage al teknikken af og bare "nøjes" med det min hørelse kan levere.
For det er det mest behagelige.

Snakken efter filmen, om folks udbytte ved hjælp af teleslyngen, viste også, hvor forskellige høretab og hørebehov er.
Nogle syntes, det var lige i øret!
Nogle havde problemer med underlægningsmusik... andre med børnenes stemmer.. andre med skelnetab...

Hovedindtrykket var dog, at det var en hjælp... men træerne vokser ikke ind i himlen!



Filmen var god. Den er en stærk film...  der er mange dilemmaer og svære valg og stærke følelser.
Billedsiden er smuk, godt klippet. Man kommer tæt på ...
Skuespillerne leverer en fantastisk præstation...
En film, der sætter spor...


søndag den 23. april 2017

Tanker på en gåtur .... lidt hørestatistik mellem blæst og blomster...

Jeg er ved at vænne mig til min nye lyd!
En fordel i de nye apparater er en bedre vindblokering. I de gamle apparater lød det, som når man puster på en mikrofon. Meget træls på en times gåtur i vestjysk blæsevejr!
Jeg nyder også, at jeg kan streame musik til høreapparaterne. Det kan sætte lidt fut i trætte ben med god rytmisk musik!
Jeg bruger det dog sjældent på gåture; der suger jeg indtryk og lyde til mig. 
Spurvenes snak i hækken. 
Duen, der flakser over stien.
Den havde lige fundet et udsigtspunkt!

Jeg bruger øjnene... ser mig omkring konstant.. en kompensation for de indtryk hørelsen ikke giver mig... 

"Høreproblemer, hørenedsættelse, lydproblemer eller hørehandicap? 
Uanset, hvad vi kalder det, er antallet af mennesker, der ikke kan udnytte deres høresans fuldt ud, voldsomt stort.
Hver 6. dansker over 18 år har problemer med hørelsen
Alligevel er mennesker med hørenedsættelse og døvblevne ofte en overset gruppe, da deres handicap er usynligt. 
At høre dårligt er et kommunikations-handicap, der kan føre til social isolation.
Mindst 800.000 danskere har problemer med hørelsen.
De fleste af de 800.000 har god støtte af tekst på TV og anden visuel information.
  • Ca. 300.000 har et høreapparat og har brug for teleslynger og andre hjælpemidler.
  • Ca. 50.000 har et svært høretab - og har bl.a. problemer med deres hørehandicap i forhold til at holde fast på et job.
  • Ca. 8.000 er døvblevne eller har næsten ingen hørelse tilbage og har brug for tolkeservice. Heraf er ca. 800 personer på arbejdsmarkedet.
  • Hver 10. i arbejde har høreproblemer.
De mildere konsekvenser af ubehandlede høretab kan være en stigende frustration og irritabilitet, en tendens til at trække sig fra større for samlinger og dermed opleve ensomhed, isolation og nedsat livskvalitet.
De seneste års forskning viser desværre også, at ubehandlede høretab med tiden forøger risikoen for kognitivt forfald (demens), formentligt fordi hjernen mangler lydinput. Risikoen er fordoblet ved milde høretab, tredoblet ved middel høretab og femdoblet ved kraftige høretab.
Ved at bruge høreapparat nedsætter man denne risiko til normalthørendes niveau.
Ubehandlede høretab giver også større risiko for depressioner og angstlidelser, tredobbelt risiko for faldulykker og i øvrigt en større risiko for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Derfor er det vigtigt, at samfundet hjælper mennesker med høreproblemer, og at man selv søger ørelæge, så snart man oplever at have svært ved at høre."
Teksten er klippet hos Høreforeningen...
Tænk, hvis de (800.000) var medlemmer af Høreforeningen. Så kunne der virkelig lægges vægt bag ønsker om kortere ventetider, hjælpemidler, inklusion, tolkning, tekst på TV... osv
Mærkesager som foreningen arbejder for.
Det koster kun 305kr om året at blive orienteret om nyheder på hørefronten!
Ihhhh... hvor jeg ville ønske flere meldte sig ind i Høreforeningen... 

3 politikere prøvede at være hørehandicappede; de var meget overraskede over de udfordringer, det medførte i deres arbejde på Borgen....
Nu kan man så bare håbe, at de indtryk giver praktiske forbedringer!!!

De ventetider er uanstændige!!!!




torsdag den 6. april 2017

Når man ikke lige hørte rigtigt... kan det få konsekvenser.

Man kan somme tider få et godt grin.

Jeg har TV2News kørende i baggrunden.
Pludselig studser jeg over en reklame...
Lækre biler fra Hessel rejer?????
Det hjalp ikke en gang at tage høreapparaterne på...
Det lød stadig, som om man skulle henvende sig til Hessel Rejer!!
Jeg gik på nettet: Hessel Hire!
Lyden i (r)ejer og (H)ire er meget tæt på hinanden... så...

Som regel kan jeg grine af misforståelserne...
Men nogle dage er man mere tyndhudet og bliver ked af det... selv om situationen er ingens skyld...
Men i et kommunikationssamfund betyder det bare så meget at kunne følge med.
Når det kikser kommer usikkerheden...
Hvad gør jeg nu?
Hvad er jeg værd, når jeg ikke kan følge med?
Man føler sig dum, kan ikke slå til..
Selvtilliden daler, ligesom selvfølelsen og selvværdet..
Følelserne kokser, logikken slår fra..
Man bliver mistroisk over for omgivelserne; snakker de bag min ryg?
Som en nedadgående spiral....


Jeg lærte meget om at tackle mit hørehandicap på kurset Bevar dit arbejde på Castberggård.
Jeg lærte også om høretaktik; at placere sig i forhold til den man lytter til, kort afstand (lyden halveres, når man fordobler afstanden), undgå baggrundsstøj mm.
Jeg fik hjælp til at få bedre hjælpemidler på arbejdet, så jeg kunne opfange patientkaldet.
Vi kom langt omkring i emnet høretab!

Kender I nogen ude på arbejdspladsen, der kunne have brug for hjælp så fortæl om Bevar dit arbejde!

Det allerbedste var at finde ud af, at jeg ikke er alene!
Man går og putter med sine problemer og tror, at alle andre fungerer meget bedre...
Det viste sig, at vores grundlæggende historier var næsten ens!

Jeg fandt et sted, hvor der tilbydes kurser med hørehensyn... der er teknisk udstyr mm.

Der tilbydes også Højskoleaftener. Det er for alle... Spændende aftener med GOD MAD og interessante foredragsholdere.
Vi har bl.a. hørt Bonderøven, Richard Østerballe, Anders Agger...
Det er bestemt køreturen værd!

lørdag den 1. april 2017

Alene sammen med mange.... Isoleret af lyd!

At deltage i et selskab er at sende sanserne på overarbejde.
Det er bare svært at forklare andre, hvorfor man vælger sine fester, kurser, møder med omhu...
Jeg vil prøve sætte ord på her....

Mon ikke alle kender denne situation:
"Det er snevejr.
Sneen hvirvler mod ruden. Vejbanen er delvist udvisket. Lyden fra vinterdækkene og motorens summen fortæller om vejens beskaffenhed. GPS'en kommer med sine meldinger. Det er et kaos af indtryk.
Øjnene afsøger konstant omgivelserne for pejlemærker, kendte steder, skilte... Kroppen er anspændt af agtpågivenhed, øjnene svier af at stirre ud gennem snefnuggenes hvirvlende dans. Trætheden indfinder sig og det bliver svært at holde koncentrationen og fokus på kørslen.
Selv med en god bil, vinterdæk, hjælpemidler som GPS er det en anstrengende oplevelse at færdes derude og man bliver træt både fysisk og mentalt af koncentration og anspændelse."


Så er der inviteret til en fest i familien...
"Vi ankommer til selskabet, hvor stemmerne fra festdeltagerne hvirvler ud fra dørene til lokalet, hvor bordene står dækket og musikanlægget sørger for stemningen....
Lydene fra glade menneskers konversation blandes med musik, klirrende glas, bestik, porcelæn, stolenes skraben mod gulvet, trinene fra damernes høje hæle på vej til buffeten....
Høreapparater og den eksterne mikrofon sender lydbilledet videre.. ufiltreret.
Festlydene slører samtalen blandt de omkringsiddende, den dæmpede hyggebelysning vanskeliggør mundaflæsning.
Øjnene afsøger konstant omgivelserne for pejlemærker, ørerne anspændes for at opfange kendte stemmer, emner i samtalen. Kroppen er anspændt af agtpågivenhed. I løbet af aftenen vil spændingerne give hovedpine, øjnene begynde at svie af at stirre på ansigterne omkring bordet. Trætheden indfinder sig og det bliver svært at holde koncentrationen og fokus ved samtalen.
Man opgiver at konversere....
Man sidder alene ... sammen med mange. Isoleret af lyd!"

Selv udhvilet, med høreapparater og evt. en ekstern mikrofon er det en anstrengende oplevelse at være til fest og man bliver træt både fysisk og mentalt af koncentration og anspændelse.
Lydbombardementet til festen er som snefnuggenes kaotiske hvirvel foran bilen. Det er umuligt at sortere i indtrykkene, man kan ikke orientere sig. Man bliver overvældet af træthed af begge dele.

Det er enormt ressourcekrævende at have sanserne på overarbejde.

Høresansen hviler aldrig. Energiforbruget kan sammenlignes med at der er hul i benzintanken; pludselig er tanken tom. Man er kørt træt.
At man bliver træt af at køre kan alle vist forstå... men at man bliver træt af at høre?? Nej, vel?

Men som jeg viste i et tidligere indlæg, er det at høre, definere, forstå, en sammensat proces, der optager en stor del af opmærksomheden.
Med nedsat hørelse, øges koncentrationen for at få det hele med og man er konstant agtpågivende over for omverdenen. Man kan høre noget, men ikke sortere alt det , der kommer ind i øregangene...
Derfor bliver man træt. Hjernetræt!

Hvis I kender nogen, der ofte fravælger familiefesterne, at gå i byen, ophold i personalerummet, kaffestuen eller lignende... så er det måske ikke, fordi de er asociale, men fordi det koster for meget at være social.
Jeg vil gerne være sammen med mennesker, men jeg kan ikke lide følelsen af at sidde isoleret. Jeg kan heller ikke lide oplevelsen af at blokere for samtaler, fordi jeg tilfældigvis sidder der og er døv til den ene side og ikke hører godt til den anden side! Det er så akavet!!!
Jeg vil hellere  mødes i roligere omgivelser og med færre rundt om bordet!

fredag den 31. marts 2017

At mødes med ligestillede i netværk

Vi mødes ca. en gang om måneden i begge mine grupper.

Denne gang mødtes vi over kaffe og brød i Skjern..

Der bliver snakket og grinet.
Fortalt om ferier og set billeder.

Vi deler erfaringer og ideer til kreative sysler: Der strikkes og syes.

Vi snakkede også om, hvor meget det at kunne udfolde sig kreativt betyder for os.
At det gør så meget for selvværdet, nu vi ikke er på arbejdsmarkedet længere.
De skulle også have en rapport om mine udfordringer med ny lyd.
Høretab er vores fællesnævner.

Vi kan få råd og erfaringer hos hinanden... og forståelse!
I dag kom vi ind på det med at være til møder eller fester...
Hvor udfordrende det er... Hvor trætte vi bliver... Hvor ensom man kan være midt i en flok.

Mødet sluttede med kaffe og Gulerodskage, rå... Den må da være sund?
Den smagte i hvert fald godt!!!

søndag den 26. marts 2017

Jeg savner stilheden!

At have et høretab er ikke altid lig med, at verden bliver stille.
Mit høretab har været stort set ens hele mit liv. Så det er den verden jeg kender.
Hårdt hørearbejde at være på omdrejningshøjde med omgivelserne.
Så det var skønt at komme hjem og tage høreapparaterne af og slappe af i hovedet.
Jo, jeg kan godt fungere uden høreapparaterne herhjemme i de kendte, vante omgivelser!
Men så, i 2004, flyttede Tinnitus ind i mit venstre øre. En høj, pulserende, skiftende tone.
Det var tab af stilhed... af den dejlige zen-agtige ro, når man lukker døren til verden og bare nyder stilheden.
Det tog meget lang tid, før jeg lærte at skubbe lyden i baggrunden.
Man kan mentalt holde lydene nede, men de forværres af stress, uro, mange indtryk....
Jeg har haft det ok med min tinnitus, men de nye høreapparater har altså fået lyden til at træde i forgrunden igen.
Det er godt nok en udfordring!
Jeg er nødt til at have lyttepauser...

Det var så dejligt at sidde i døråbningen og læse... og drømme om næste tur til London!
Det gode vejr er brugt til at gå i haven. Det er 40 år siden, den blev anlagt og den trænger voldsom til fornyelse.
Vi tager det fra en ende af og i det tempo, vi kan holde til!
Erik har væltet det første frugttræ... det bag ved skal også væk.
Jeg trimmer buskene ned bagved og et par troldhasler er også blevet slanket!

Kun en tåbe frygter ikke haven.... eller havesaksen!


I dag fik vi årets første terrassekaffe.

Havestolene blev stillet frem... lige som klokken!
Med en hynde i ryggen og solen i ansigten var det virkeligt dejligt.

Fuglene kom til foderpladsen og solsortene kom forbi efter smågræs og grene...

De gule erantis er væk, vintergækkerne er næsten færdige...
Anemonerne er lige ved at være klar... der er fine knopper i.
De blå violer er dukket op.

Erik fandt de første hvide violer ude ved indkørslen!

Det er da en fornem kaffeservering.


onsdag den 22. marts 2017

Hørelse.... er en krævende sans!

Jeg skriver sjældent om mine ører...
men lige nu trænger jeg til at får sat ord på situationen...

Vi har alle et lydbillede af den verden, vi befinder os i.

Når det bliver sat på formler og lagt i et diagram ligger de kendte lyde ud for tonehøjde og lydstyrke.

Lyden af konsonanter er lagt ind i det blå område;
også kaldet talebananen!

Normalthørende ligger ud for 0-linjen og der omkring.


Min hørelse er rigtig træls!
Audiologiassistentene sukker altid...
"Det er så svært at hjælpe dig!"

Jeg har et skibakke høretab. Formentligt pga. iltmangel under fødslen.

Høretabet er altså medfødt. 

Jeg ved ikke, hvordan det lyder til højre for den røde og blå  linje tegnet ind i "lydbilledet" her under.

Siden er det blevet krydret med tinnitus, lydoverfølsomhed og Meniere.
Den tekniske forklaring til til audiogrammet:
Frekvensen måles i svingninger pr. sekund eller hertz. Jo højere frekvensen er, jo højere er tonehøjden. 250 hertz (Hz) lyder f.eks. som en dryppende vandhane, mens en telefons høje ringetone ligger på omkring 8.000 Hz.

Lydstyrke måles i enheden decibel. Nul decibel (0 dB) betyder ikke "ingen lyd". Den er bare meget svag. Lydstyrken ved normal tale er omkring 65 dB, og 120 dB er ekstremt høj lydstyrke – som f.eks. når et fly letter kun 25 meter fra dig. De lodrette tal i grafen er høreniveauer angivet i decibel.

Under  en høretest afspiller  audiologen lyde med én frekvens ad gangen. Den laveste tone, en person kan høre hver frekvens ved, markeres i audiogrammet med frekvens og lydstyrke. Det kaldes "høregrænsen".



At høre og forstå er i sig selv en kompleks proces.

Med et høretab begynder udfordringerne allerede ved Skelne lyde > Forstå ord.....
En stor udfordring, når man ikke får alle brikkerne til puslespillet ind i systemet!

Billedet er sakset hos Oticon

Nåh... jamen jeg så lige en reklame i TV: Nye høreapparater og du hører helt normalt!!!
NEJ!!!

Et høreapparat er en genial lille computer og den kan meget.

Men den kan ikke genskabe den lyd, jeg mangler ude til højre for hhv. rød og blå linje i diagrammet.
Den kan flytte noget af lyden, så jeg får en bedre taleforståelse.

Jeg har lige fået udleveret nye høreapparater.
Og jeg er fuldstændig rundt på gulvet.
Ja, der er kommet mere lyd ind, men det opleves som støj.
Lyden er hård og skarp; den har vækket min tinnitus til nye højder.
Der er ubehagelig lydforvrængning på højre øre.
Lyden har udløst min migrænerelaterede meniere, så jeg har været svimmel og haft hovedpine og kvalme og lydfølsomhed (smart ikk'?) i 6 dage.
Jeg har ikke brugt de nye mere end 4 timer om dagen... hver anden dag, for det kan jeg ikke holde ud.
Jeg har fået nye høreapparater mange gange.
Nogle gange går det smertefrit og opleves som omgående forbedring.
Andre gange kræver det tilvænning.
Men det er virkelig hårdt denne gang.
Jeg ved godt, at jeg hører med hjernen og at den skal omprogrammeres til de nye lyde.
Men jeg ved også, at der er forskel på et B&O anlæg og en lille transistorradio.

Nu prøver jeg med langsom tilvænning... men bliver det ikke mærkbart bedre må jeg kaste håndklædet i ringen og bede om en anden model i apparater!

Så det kan godt være, der bliver stille på linjen... fordi jeg bruger alle ressourcerne på hjernevridning!!!

torsdag den 2. februar 2017

Karkludestrik til de dage.....

Det startede egentligt som bilstrik på vej til det årlige familietræf omkring en grydefuld gule ærter.

Hygge snak og aldeles gode ærter.
7 mennesker omkring et bord.
Og snakken går livligt...

Det kommer konstant bagpå mig, hvor meget energi noget så basalt menneskeligt, som at høre, det koster!
Jeg er træt, HJERNETRÆT, bagefter...

Der er så godt beskrevet på Maikens blog om hverdagens dilemma for at deltage socialt.

En mere grafisk forklaring om Energilagkagen ligger hos igenlyd.

Det hele resulterede i et par dage, der passede til karklude...

På vej hjem fra ærterne var jeg lige forbi Gitte og hente en kasse med gods....
Et par bøger...
Anglofilia, som Ellen anmeldte for noget tid siden.
Og en bog jeg længe har ønsket.
Den er forlængst udsolgt fra forlaget.
På Facebook opdagede jeg, at Lisbet Thorøe havde den til salg.
Da hun alligevel skulle til Herning, ville hun lægge den i Gittes postkasse; det er da service!

For et stykke tid siden byttede jeg en patchworkarbejdstaske til alle dimser osv.  med 10 tin knapper ved lejlighed.

De var også landet....

Det var da et godt bytte for en taske jeg ikke brugte!
Og modtageren stod og havde brug for den...
Ren win-win.

I går var vi til fødselsdags eftermiddagskaffe hos mor.

Vi havde en sammenplantning med fra os alle 5.

Flokken er spredt for tiden.
Så vi må samles en anden gang og fejre hende.

93 år er da værd at fejre.
Det glæder jeg mig til.


tirsdag den 3. marts 2015

Gåtur med kontraster...

Jeg havde gået 50m og så HAGLEDE det bare...
Og det fortsatte de næste 6-700m.
Det blev pludseligt hvidt ....

Så brød solen igennem og skabte skygger på stien...
Pudsig fornemmelse at gå med hagl knasende under skoene, mens solen varmede hovedet!

Det hurtige vejrskifte gav dramatiske skyer..
Set i widescreen kan man rigtigt fornemme kontrasterne...

Jeg fortsatte ind til byen i solskin!
Jeg har mine høreapparater på og fryder mig, når jeg lige kan fange spurvenes ivrige pippen i krattet.
Jeg mødte løbere med ørerne stoppet til med in ear telefoner... Jeg ved godt der er mange gode løbetekniske grunde til at bruge det..
Men på WHOs internationale høredag ville jeg ønske, at folk lige overvejer, hvordan og hvor meget de bruger deres høregrej... For det er ret træls at være nødt til at bruge høregrej senere i livet!


På vejen hjemad fik jeg kig på denne stub i hegnet...
Invasive arter????

Og lidt længe henne opdagede jeg de allerførste Bellis i græsplænen....

Jamen, er det ikke et dejligt syn?

Det er så dejligt at følge forårets komme.