Viser opslag med etiketten Tinnitus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tinnitus. Vis alle opslag

søndag den 26. marts 2017

Jeg savner stilheden!

At have et høretab er ikke altid lig med, at verden bliver stille.
Mit høretab har været stort set ens hele mit liv. Så det er den verden jeg kender.
Hårdt hørearbejde at være på omdrejningshøjde med omgivelserne.
Så det var skønt at komme hjem og tage høreapparaterne af og slappe af i hovedet.
Jo, jeg kan godt fungere uden høreapparaterne herhjemme i de kendte, vante omgivelser!
Men så, i 2004, flyttede Tinnitus ind i mit venstre øre. En høj, pulserende, skiftende tone.
Det var tab af stilhed... af den dejlige zen-agtige ro, når man lukker døren til verden og bare nyder stilheden.
Det tog meget lang tid, før jeg lærte at skubbe lyden i baggrunden.
Man kan mentalt holde lydene nede, men de forværres af stress, uro, mange indtryk....
Jeg har haft det ok med min tinnitus, men de nye høreapparater har altså fået lyden til at træde i forgrunden igen.
Det er godt nok en udfordring!
Jeg er nødt til at have lyttepauser...

Det var så dejligt at sidde i døråbningen og læse... og drømme om næste tur til London!
Det gode vejr er brugt til at gå i haven. Det er 40 år siden, den blev anlagt og den trænger voldsom til fornyelse.
Vi tager det fra en ende af og i det tempo, vi kan holde til!
Erik har væltet det første frugttræ... det bag ved skal også væk.
Jeg trimmer buskene ned bagved og et par troldhasler er også blevet slanket!

Kun en tåbe frygter ikke haven.... eller havesaksen!


I dag fik vi årets første terrassekaffe.

Havestolene blev stillet frem... lige som klokken!
Med en hynde i ryggen og solen i ansigten var det virkeligt dejligt.

Fuglene kom til foderpladsen og solsortene kom forbi efter smågræs og grene...

De gule erantis er væk, vintergækkerne er næsten færdige...
Anemonerne er lige ved at være klar... der er fine knopper i.
De blå violer er dukket op.

Erik fandt de første hvide violer ude ved indkørslen!

Det er da en fornem kaffeservering.


onsdag den 22. marts 2017

Hørelse.... er en krævende sans!

Jeg skriver sjældent om mine ører...
men lige nu trænger jeg til at får sat ord på situationen...

Vi har alle et lydbillede af den verden, vi befinder os i.

Når det bliver sat på formler og lagt i et diagram ligger de kendte lyde ud for tonehøjde og lydstyrke.

Lyden af konsonanter er lagt ind i det blå område;
også kaldet talebananen!

Normalthørende ligger ud for 0-linjen og der omkring.


Min hørelse er rigtig træls!
Audiologiassistentene sukker altid...
"Det er så svært at hjælpe dig!"

Jeg har et skibakke høretab. Formentligt pga. iltmangel under fødslen.

Høretabet er altså medfødt. 

Jeg ved ikke, hvordan det lyder til højre for den røde og blå  linje tegnet ind i "lydbilledet" her under.

Siden er det blevet krydret med tinnitus, lydoverfølsomhed og Meniere.
Den tekniske forklaring til til audiogrammet:
Frekvensen måles i svingninger pr. sekund eller hertz. Jo højere frekvensen er, jo højere er tonehøjden. 250 hertz (Hz) lyder f.eks. som en dryppende vandhane, mens en telefons høje ringetone ligger på omkring 8.000 Hz.

Lydstyrke måles i enheden decibel. Nul decibel (0 dB) betyder ikke "ingen lyd". Den er bare meget svag. Lydstyrken ved normal tale er omkring 65 dB, og 120 dB er ekstremt høj lydstyrke – som f.eks. når et fly letter kun 25 meter fra dig. De lodrette tal i grafen er høreniveauer angivet i decibel.

Under  en høretest afspiller  audiologen lyde med én frekvens ad gangen. Den laveste tone, en person kan høre hver frekvens ved, markeres i audiogrammet med frekvens og lydstyrke. Det kaldes "høregrænsen".



At høre og forstå er i sig selv en kompleks proces.

Med et høretab begynder udfordringerne allerede ved Skelne lyde > Forstå ord.....
En stor udfordring, når man ikke får alle brikkerne til puslespillet ind i systemet!

Billedet er sakset hos Oticon

Nåh... jamen jeg så lige en reklame i TV: Nye høreapparater og du hører helt normalt!!!
NEJ!!!

Et høreapparat er en genial lille computer og den kan meget.

Men den kan ikke genskabe den lyd, jeg mangler ude til højre for hhv. rød og blå linje i diagrammet.
Den kan flytte noget af lyden, så jeg får en bedre taleforståelse.

Jeg har lige fået udleveret nye høreapparater.
Og jeg er fuldstændig rundt på gulvet.
Ja, der er kommet mere lyd ind, men det opleves som støj.
Lyden er hård og skarp; den har vækket min tinnitus til nye højder.
Der er ubehagelig lydforvrængning på højre øre.
Lyden har udløst min migrænerelaterede meniere, så jeg har været svimmel og haft hovedpine og kvalme og lydfølsomhed (smart ikk'?) i 6 dage.
Jeg har ikke brugt de nye mere end 4 timer om dagen... hver anden dag, for det kan jeg ikke holde ud.
Jeg har fået nye høreapparater mange gange.
Nogle gange går det smertefrit og opleves som omgående forbedring.
Andre gange kræver det tilvænning.
Men det er virkelig hårdt denne gang.
Jeg ved godt, at jeg hører med hjernen og at den skal omprogrammeres til de nye lyde.
Men jeg ved også, at der er forskel på et B&O anlæg og en lille transistorradio.

Nu prøver jeg med langsom tilvænning... men bliver det ikke mærkbart bedre må jeg kaste håndklædet i ringen og bede om en anden model i apparater!

Så det kan godt være, der bliver stille på linjen... fordi jeg bruger alle ressourcerne på hjernevridning!!!