Viser opslag med etiketten lydforvrængning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lydforvrængning. Vis alle opslag

lørdag den 20. november 2021

Hul igennem....

Først var hullet i højre øreprop for stort.. det blev erstattet af en ny med rette størrelse. Den venstre fik jeg så med et hul, der var for lille!!!

Der er synlig forskel på de to huller...

Både i bund og top!

Da jeg måtte sende den med det største hul, som var den bedste for mig, ind til Phonak og få en kortere ledning monteret, fik jeg nogle dage med det lille hul...

Det var ikke godt.

Min hjerne kørte på overtid for at kompensere for det skæve lydbillede.
Jeg fik ikke den optimale lydoplevelse.
Turen til ARoS kostede hovedpine og total hjernetræthed.
Stor var lettelsen da den "rigtige" øreprop endelig landede i postkassen og prompte blev monteret på høreapparatet og sat i mit øre!

Tænk at så lidt kan betyde så meget for kontakten til omverdenen og for ens velbefindende.

Nu kan jeg igen lytte til podcast med fornøjelse



Jeg er generelt lykkelig for at bo i Danmark og glad for at have den luksus, det er, at få hjælp til mit høretab.

Men jeg bliver altså skuffet, vred, frustreret, når jeg læser om ventetiderne i Region Midt til at få hjælp

Nu har jeg skrevet om mine frustrationer, når det ikke virker...
Når man ikke hører optimalt, kan man ikke kommunikere med andre.
De, der skal på arbejde, kan ikke fungere og de øvrige høreapparatbrugere/pensionister bliver isolerede.

Om dette har Kant udtalt: ”Når du mister dit syn, mister du kontakten med ting, når du mister hørelsen, mister du kontakten med mennesker”.

Det koster for samfundet i tabt arbejde og i mistet livskvalitet for alle. Tab fordi folk så ikke kommer ud og bruger penge på oplevelser i teatre, koncerter.. går ikke ud og spiser, fordi de kan ikke klare at snakke med ved bordet. (Det kan endda være svært nok med høreapparater på.)

Der er en god artikel i Helse om nogle af de udfordringer, det giver i samspillet med omverdenen...


Og så til de fagre nye tekniske muligheder....

Jeg har en app, der fungerer som fjernbetjening til høreapparaterne.

Der er mange muligheder indbygget...




1. 
under auto kan jeg indstille styrken på apparaterne individuelt.
Bruger jeg knapperne på høreapparaterne stiller jeg på begge synkront.


2. 
Der kan fintunes...

Dog går indstillingerne tilbage til standard fra høreklinikken når jeg slukker for appraterne...

Jeg har ikke prøvet at gemme endnu. Har tænkt, at mine lydmiljøer er så forskellige, at jeg arbejder med dem efter behov.


3.
Der er mere endnu...

Jeg kan skifte fra auto til Tale i støj, Musik og telespole

Det er godt til bilkørsel, koncert, kirkegang eller andre steder med Tele.


4. 
Der er også myPhonak som jeg ikke har udforsket det hele i endnu.


5.
Mine høreapparater har jeg kigget under...

Jeg kan se hvilke programmer der ligger i apparaterne.


Statistikken viser, hvor meget jeg bruger apparaterne 

Påmindelse om rengøring og skift af voksprop.. Meget praktisk.. for dage bliver til uger og man har da liiige...???

Jeg arbejder videre på mulighederne.....



onsdag den 3. november 2021

Lyd og huller!

Lyd er livskvalitet.
Lyd er alt i kommunikationen med verden.
Lyd fylder meget i min verden.

Høreapparater hjælper. 🦻🦻
Høreapparaterapparater, der har det lydbillede og de tekniske muligheder, der passer til brugeren.
Udbytte af lyden handler om tilpasning.
Teknisk tilpasning efter hørekurven/høretabet.
Den rette prop ift til behovet for lyd.
Længden på ledningen for bedste komfort.

Der er mange facetter i brugen af høreapparater...
Jeg bliver stadig klogere!

Jeg bliver konstant overrasket over, hvordan lyd kan lyde...

Ved kontrollen prøvede jeg et par med flere kanaler/båndbredder. 7 i stedet for 4. Det passede ikke til min snævre comfortzone i hørelsen.

Så jeg vendte tilbage til det kendte.


Jeg fik ny(e) ørepropper.

Jeg skulle dels have en kortere ledning. 

Nu sidder den bedre på øret. På højre øre...


Dels havde jeg ønsket en større udboring/ventilationskanal på den til højre øre.

Det er utroligt, hvad et lidt større hul betyder for lyden. Før var jeg "forkølet/lukket" i højre øre og almindeligt hørende på venstre. Det giver en meget skæv oplevelse af lyd! Med den nye prop er der kommet balance i lyden.

Desværre havde de lavet et mindre hul i den venstre prop...
Faktisk var den til venstre samme størrelse som på den højre. Og det kunne jeg tydeligt høre og afviste den prompte. Bruger p.t. den gamle med lang ledning...

Så nu venter jeg på, at der kommer en ny med kortere ledning og større hul i proppen.



Når man så kommer ud i den virkelige verden, opdager man, hvor stor forskel sådan et lille bitte ændring af et lille bitte  hul gør ved lyd- input!

Sammenlign hullet på den bagerste prop med den højre prop på forrige billede!

Nu fik jeg for lidt lyd ind. Og der var en mærkbar lydforvrængning. 

Det er for stor en pris for at få mere balance i lydbilledet mellem lyd ind og min stemme.

Jeg troede først, der var ændret i indstillingerne.. 

Det testede jeg ved at trille en lillebitte papirstut og sætte den ind i ventilationskanalen. 


Ahhh... den gode lyd var tilbage.

Det blev også testet på en køretur til Fyn og en fødselsdagsfejring på Restaurant Asia i lørdags.

Mandag ringede jeg til høreklinikken og forklarede om mine udfordringer...

Nu venter jeg på en ny prop til højre øre... med den lille ventilationskanal og med den korte ledning!

Tak. Hvor er jeg glad for at bo i Danmark og kan få kvalificeret hjælp.💖


onsdag den 19. april 2017

Lydbilleder!!!!

Jeg har haft mange forskellige høreapparater... siden 1961!

De store brugte jeg for over 10 år siden; med FM-sko til ekstern mikrofon og med støbt prop. Så fik jeg de mindre øverst til højre med tynd slange og åben gummiprop i øret. Til venstre ligger de nye med en ledning fra apparatet til en lille højtaler inde i øregangen, med blød gummiprop omkring.

Størrelsen handler ikke om forfængelighed for mig, men om komfort.
I indlægget d. 22.3. skrev jeg om min utilfredsstillende øre/høresituation med de nye apparater.
Jeg har før besøgt Phonak og fået finjusteret apparaterne, men det er længe siden.
Jeg ringede og fik en aftale og vi kørte til Middelfart... det er nu 14 dage siden
Her blev indstillingerne fra de gamle apparater overført til de nye... Himmel for en forskel!

Der blev justeret:
Nej, lydbilledet er for skarpt, lyden er ikke ren....
Stemmen er overstyret...
Der blev dæmpet ned...

Nej, nu er det for uldent og sløret...
Der er ikke noget, der skærer igennem, men heller ikke en klar lyd!

Hvad så når jeg piller ved baggrundsstøjen?
Jo, nu komme stemmen bedre igennem.

Mine høreapparater har 5 programmer , Automatik, Tale i støj, Musik, Teleslynge + mikrofon og kun Teleslynge, hvor høreapparatets mikrofon er koblet fra.

I moderne høreapparater er der to mikrofoner en fremadrettet og en bagudrettet.
Ved programmet "tale i støj" slukkes den bagudrettede og der er fokus mod talen foran en...

Ja, nu kan jeg høre dig helt klart, omgivelserne er dæmpet meget ned!

Jeg havde mange spørgsmål til apparaterne; det er de bedste til din hørekurve, det er high end apparater. Jeg havde jo frygtet at økonomien satte begrænsninger, men det var helt klart indstillingerne, der gav mig den dårlige oplevelse med apparaterne i første omgang.

Billedet her viser mit "lydbillede" på auto efter reguleringen.
Så kunne vi køre hjem igen.

Først pitstop ved Skovgrillen uden for Middelfart.
Årets første is og en kop kaffe.

Det gjorde godt; jeg havde alligevel været meget anspændt!

Jeg sad og nylyttede til bilerne på vejen, en summen af snak fra nabobordene,...
En lettelse, at det nu er et godt lydbillede.

Eneste malurt i bægeret er, at min fjernbetjening var i stykker, hun ville ikke en gang prøve at indstille den...
og jeg kunne kun skrue op og ned på apparaternes knapper.

Jeg kunne kun bruge automatik og ikke selv styre mit lydbillede. Det kunne jeg mærke i bilen, hvor apparaterne regulerede vindstøj mm. til og fra. Ret forstyrrende og trættende.

På vej over broen fik jeg øje på brovandrene på vej ned.
De har sikkert haft en god tur i det skønne vejr... Sikke en udsigt der oppe!

En god tur der gav bedre lyd, men ikke en effektiv afprøvning af høreapparaterne, da jeg ikke kunne skifte programmer.

Så jeg har brugt de gamle apparater, når jeg skulle på tur.

I går var jeg på høreklinikken her og Phonak var med til valg af indstilling og af fjernbetjening.
Det er ikke ligegyldigt hvad man vælger: Skal det passe sammen med andre hjælpemidler? Skal der ekstra dele på høreapparaterne, for at de kan snakke med hjælpemidler/ekstern mikrofon, som på de store høreapparater på øverste billede? Hvad betyder størrelsen og vægten af et større høreapparat for hverdagens komfort?

Et høreapparat med knapper til at skifte programmer og op/ned i lyd er noget større, end dem jeg har fået udleveret.
Få gram ekstra på ørerne og mere trængsel bag ørerne, hvor der også skal være plads til brillestængerne.... Det betyder meget efter 10-12-16 timer...

Jeg er generelt glad for teknik og dimser; men det er for kameraer og mobiler!!
Jeg er megatræt af af skulle rende rundt med en påtvunget halskæde!

Vi snakkede længe frem og tilbage... og retur igen...
Løsningen blev, at jeg kan skifte programmer på højre høreapparat og skrue ned på venstre høreapparat. Det betyder, at jeg ikke er afhængig af fjernbetjeningen... Man kan jo glemme den!
Fordelene ved den om halsen hængende ComPilot er, at den fungerer som fjernbetjening. Den kan tilsluttes min mobil via bluetooth og jeg har trådløs samtale lige ind i høreapparaterne. Den kan OGSÅ bruges til at lytte til det musik, jeg har på mobilen eller til lydbøger, hvis man er glad for det.
Så nu synes jeg, at jeg får det bedste fra alle mulighederne!
Den næste tid skal jeg rigtig teste høreapparaterne med alle programmer i brug.
Jeg var ude og gå i går eftermiddag... jeg besøgte mor, for hun var jo spændt på, hvad høreklinikken og jeg var nået frem til.
De nye apparater har en bedre vindbeskyttelse, det suste næsten ikke i mikrofonerne.
Jeg kunne høre fuglefløjt eller pip i hækkene.
Jeg kunne også høre musik fra mobilen... Englene har bare tæer med Benny Holst.. et minde fra Tønderfestival i 2005! Den var i stereo! Det er vildt underligt at høre forskellige lyde/instrumenter i ørerne... jeg er vant til mono ....
Der kommer en tilvænningsperiode til lyden generelt i apparaterne... men nu har jeg fået mod på det!

onsdag den 22. marts 2017

Hørelse.... er en krævende sans!

Jeg skriver sjældent om mine ører...
men lige nu trænger jeg til at får sat ord på situationen...

Vi har alle et lydbillede af den verden, vi befinder os i.

Når det bliver sat på formler og lagt i et diagram ligger de kendte lyde ud for tonehøjde og lydstyrke.

Lyden af konsonanter er lagt ind i det blå område;
også kaldet talebananen!

Normalthørende ligger ud for 0-linjen og der omkring.


Min hørelse er rigtig træls!
Audiologiassistentene sukker altid...
"Det er så svært at hjælpe dig!"

Jeg har et skibakke høretab. Formentligt pga. iltmangel under fødslen.

Høretabet er altså medfødt. 

Jeg ved ikke, hvordan det lyder til højre for den røde og blå  linje tegnet ind i "lydbilledet" her under.

Siden er det blevet krydret med tinnitus, lydoverfølsomhed og Meniere.
Den tekniske forklaring til til audiogrammet:
Frekvensen måles i svingninger pr. sekund eller hertz. Jo højere frekvensen er, jo højere er tonehøjden. 250 hertz (Hz) lyder f.eks. som en dryppende vandhane, mens en telefons høje ringetone ligger på omkring 8.000 Hz.

Lydstyrke måles i enheden decibel. Nul decibel (0 dB) betyder ikke "ingen lyd". Den er bare meget svag. Lydstyrken ved normal tale er omkring 65 dB, og 120 dB er ekstremt høj lydstyrke – som f.eks. når et fly letter kun 25 meter fra dig. De lodrette tal i grafen er høreniveauer angivet i decibel.

Under  en høretest afspiller  audiologen lyde med én frekvens ad gangen. Den laveste tone, en person kan høre hver frekvens ved, markeres i audiogrammet med frekvens og lydstyrke. Det kaldes "høregrænsen".



At høre og forstå er i sig selv en kompleks proces.

Med et høretab begynder udfordringerne allerede ved Skelne lyde > Forstå ord.....
En stor udfordring, når man ikke får alle brikkerne til puslespillet ind i systemet!

Billedet er sakset hos Oticon

Nåh... jamen jeg så lige en reklame i TV: Nye høreapparater og du hører helt normalt!!!
NEJ!!!

Et høreapparat er en genial lille computer og den kan meget.

Men den kan ikke genskabe den lyd, jeg mangler ude til højre for hhv. rød og blå linje i diagrammet.
Den kan flytte noget af lyden, så jeg får en bedre taleforståelse.

Jeg har lige fået udleveret nye høreapparater.
Og jeg er fuldstændig rundt på gulvet.
Ja, der er kommet mere lyd ind, men det opleves som støj.
Lyden er hård og skarp; den har vækket min tinnitus til nye højder.
Der er ubehagelig lydforvrængning på højre øre.
Lyden har udløst min migrænerelaterede meniere, så jeg har været svimmel og haft hovedpine og kvalme og lydfølsomhed (smart ikk'?) i 6 dage.
Jeg har ikke brugt de nye mere end 4 timer om dagen... hver anden dag, for det kan jeg ikke holde ud.
Jeg har fået nye høreapparater mange gange.
Nogle gange går det smertefrit og opleves som omgående forbedring.
Andre gange kræver det tilvænning.
Men det er virkelig hårdt denne gang.
Jeg ved godt, at jeg hører med hjernen og at den skal omprogrammeres til de nye lyde.
Men jeg ved også, at der er forskel på et B&O anlæg og en lille transistorradio.

Nu prøver jeg med langsom tilvænning... men bliver det ikke mærkbart bedre må jeg kaste håndklædet i ringen og bede om en anden model i apparater!

Så det kan godt være, der bliver stille på linjen... fordi jeg bruger alle ressourcerne på hjernevridning!!!