Viser opslag med etiketten damp. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten damp. Vis alle opslag

mandag den 18. marts 2019

Det skal bare overståes....

Det med at pille op...
Det skal bare gøres, så man kan komme videre.

Ærmet blev pillet op i går aftes.

En wire blev trukket gennem trøjen lige under ærmegabet.

Tråden i rækken derefter blev trukket / pillet ud.

Vupti!
En over- og en underdel...

Strikket top down er overdelen klar til at bliver hyllet op, pillet op...

til 4 nøgler krøllet garn!

De blev kørt på haspetræet ind i mellem dagens køreture til sygehus og bassintræning.

Min kedel kom i brug, så garnet kunne blive dampet og glat.

Det er en evig kilde til fornøjelse at se krøllerne rette sig ud, når dampstrålen rammer...

4 fed glat garn klar til at komme på garnvinde og krydsnøgle apparat.

Fine garnnøgler og en halv trøje...

Nu skal jeg lige tænke/regne før jeg fortsætter på det projekt!

søndag den 11. marts 2018

Søndagssysler

Carla er vokset..
Da jeg nåede halskanten blev der målt på kryds og tværs. Strikkefastheden skulle også være i orden.

Lørdag nåede jeg til øverste kant af Carla..
Jeg kunne ikke lige tage mig sammen til at sy/klippe...

Jeg har strikket vrangmasker for at markere aflukningen til halskant.
Jeg vil så hækle en kant og klippe af.

Lørdag formiddag cyklede jeg -
(Ja, nu med cykel! Jeg har ikke cyklet i 5 år. Det var skønt at rulle derudaf igen! Mangler en hjelm; er på indkøbslisten.)

- ind til byen for at supplere garn:
Jeg har forelsket mig i Silver Forest.
Har de to nuancer, ville have to mere til mønsterborten.

Farverne er ikke helt korrekte..
De runde nøgle er genbrug fra Brunch. Den mellem dem og det hvide er er fra samme indkøb.
Det hvide og det ovenfor er de nye farver.

Planen er petrol bundfarve, lys petrol i kanten af borten, hvid bundfarve i borten og den lyse grågrønne i mønstret.

Lørdag aften fandt jeg min julegave fra Erik frem og gav mig til at haspe det petrol grønne Tvinni.

Det er ikke det mest "krøllede" garn, jeg har haft, men jeg gør gerne det arbejde for at få et fint "nyt" garn.

I dag kom kedlen så i brug.
Jeg er lige forundret over uldens evne til at genvinde sin smukke glatte struktur.

Det er simpelthen sjovt at se garnet rette sig ud.

Mens jeg ventede på at vandet kom i kog efter en påfyldning kunne jeg betragte mit garn.

Forskellen er tydelig!

Frem med garnvinde og krydsnøgleapparat

Tid til meditativ snurretur.

Så er det nyt garn til at strikke med...

Jeg skulle helst have Carla gjort færdig først...

onsdag den 26. juli 2017

Kort proces!!!

En formiddag blev brugt på at pille op!

Garn og projekt skal passe sammen.
Derfor kastede jeg mig over den blå Sunshine Coast i CottonWool fra Garnudsalg.

Jeg havde strikket den på p 3,75.
Og det gjorde strukturen løs, sjasket, død....

Jeg har strikket andre trøjer i CottonWool og dem bruger jeg med fornøjelse.

Men til dette projekt fungerede garnet ikke.
Så hellere pille op og bruge garnet til noget bedre!
Jeg fandt haspetræet frem og viklede og viklede og viklede...

En tur over dampen fra en kasserolle gjorde underværker...

Det næste jeg gik i gang med var en bluse i det lækre Alpakka Silke fra Skabagtig.

Trods strikkeprøve så blev den for lille.
Om igen!
Også her kunne jeg lege med krøller og damp...
Det er altså magisk at se garnet rette sig ud!

Det sidste projekt gemt i en pose...
For længe siden startede jeg på en top i det blå Linea Pura jeg købte hos Hønsestrik,
Det er et meget tungt garn og det fungerede heller ikke til projektet...
Jeg tror, det vil egne sig meget bedre til en ZigZag top af Marianne Isager.

Om jeg kan lide blå??????
Ja!

Garnvinde og krydsnøgleapparatet blev fundet frem og skruet fast på bordet.
Og så gik det rundt og rundt ...

Færdigt arbejde...

Klar til nye projekter.....


Mens det kørte rundt for mig, var Erik en tur i skoven...

Der er mange svampe derude...

Her er 1,32kg, plukket på 2 timer!

Mums......

tirsdag den 7. marts 2017

To sider af Marius...

Jeg startede jo op med frisk garn og lod Marius 1 være.

Efterhånden blev nøglet i kassen mindre og mindre; så dagens opgave var at pille Marius 1 op!

Erik har drejet en længere mellempind til haspetræet.

Det giver et lidt større fed garn.
Altså større omkreds!

Jeg fik to fed blå garn ud af det.

Her det mindste af dem...

Krøllerne skulle rettes ud.

Med barnlig fornøjelse blev det dampet...
Det er altså magisk at se det rette sig ud, som en der trænger til at strææække sig efter dagens arbejde.

Fint, glat, lige til at vinde op.

Jeg strikkede ærmerne lige lang og prøvede trøjen.

Ok. De ærmer skal kortes lidt af, så der er plads til en ribbort!

Jeg tog med baglænsbussen op over de sidste to markører.

Strikkede en omgang med røde prikker.
Efterfulgt af 6 cm rib.

Næste ærme fik samme tur....
Nu skal bolen strikkes ca. 5-6 cm længere før den får røde prikker!

lørdag den 4. februar 2017

Montering og vask....


Der er pænt mange ender at hæfter på ærmerne!

Til gengæld har jeg lavet farveskift i midten af klippestykket.
Så det slap jeg nemt omkring...

Jeg valgte at sy stikkesting med en tråd af garnet fra trøjen i stedet for at sy på maskine.
Garnet skal nok filte i vask...

Faktisk tror jeg ikke det er nødvendigt at sy, men hellere livrem og seler...

Den flaner og er lang i forkanten.
Mon ikke en tur med hæklenål kan rette op på det....

Nu ligger jakken i vaskemaskinen....
Spændende......

Sagde jeg, at Marius lå i kurven og lokkede....

Jeg startede jo op med mit dampede Agnes garn og brugte grundmønstret fra To sider af samme sag fra Hyggestrik.

Har længe haft lyst til en trøje med Marius mønstret.

Jeg plottede det ind i Excel, så jeg fik et større mønsterforløb end de smalle, der er i bogen.

Placerede mønstrene efter midt for, bag, ærmer.

Og nu er det klar til at dele i krop/ærmer.

Min strikkefasthed er 24 og ikke 21 som To sider mønstret, så jeg fortsatte med at tage ud til masketallet passede med min omkreds... når maskerne i ærmegabet medregnes.

Resten af trøjen strikkes med den mørke farve.

Det er bare rundt og rundt og rundt....

Hele verden snakker om Trump og hans udtalelser og fortalelser...

Men rulleteksten på TV2News har sin egen version af sagen!

Hvad magtovertalelse kan ende med...?

onsdag den 11. januar 2017

For fuld damp!

Mit krøllede garn skulle rettes ud.
Jeg fik Erik til at hjælpe for at kunne filme, hvordan det ser ud...

Det er da fascinerende... Garnet bliver som nyt!
(selvom jeg stod i dampen og brillerne duggede... blev mine rynker ikke rettet ud!)

Fine glatte fed garn.
Det er bare at sætte garnvinde og krydsnøgleapparatet på bordet og så kører det rundt og rundt og.....


Det tog ikke ret lang tid....

Garn til en ny trøje....


Klar... Parat... Strik....

Jeg sysler med flere idéer... 
Har bare ikke besluttet mig.....

søndag den 17. april 2016

For fuld damp...

Jeg fik en trøje med ovre fra min veninde.. Hun havde opgivet sit strikkeprojekt og spurgte, om jeg ville strikke en bluse til hende af garnet...
Det er godt garn silke/uld blanding, lidt tweed-agtigt.
Jeg hyllede trøjen op... Og vandt de mange små garnnøgler løst op på krydsnøgleapparatet.
Jeg ville dampe det.
For garnet var lidt "bulet"!

Jeg stod i fuld damp med pølsetang og garnnøgler!
Hvorpå Erik spurgte, hvorfor jeg ikke bare brugte sigten?

ØØØØHHH!!!???

Det gjorde jeg så nu!
Man kan endda lægge låg på!

Det hjalp på garnet. Inde i midten af nøglet er det dog ikke rettet helt ud.

Jeg savner af og til en gammeldags fløjtekedel.
Den kunne levere en samlet dampstråle!