Naturen i jordhøjde.

Der er så meget at kigge på, hvis man bukker sig ned.. eller går på knæ.

Det startede godt nok med den gule svamp oppe på en gren...

Så genfandt jeg den store .. på stubben.

Den er altså fascinerende.

Ligner jo næsten en søanemone..

På stammen længere henne voksede også svampe i sjove faconer.

Med fine hår på kanterne..

I viftefacon..

Lav har nærmest kunstnerisk udtryk!

Vild med vilje efterlader stubbe og kvas til et smukt forfald.

På de solvendte skråninger er foråret lige om snart...

I parken er krokus klar til skabe et tæppe under træerne.

Det ser ud af mere i jordhøjde!

Hen langs museet hvide mur er der skyggespil.

Jeg fandt årets første bellis...

Sådan en gåtur ad samme rute giver mulighed for gensyn og for at se hvordan foråret nærmer sig.

Jeg så også en gærdesmutte, hørte en spætte, fik skældud af en solsort med selvejerfornemmelser på stien, hilste på en blåmejse, som skulede ned til katten under hækken. 

Skovturen starter allerede for enden af p pladsen!

Det yderste hjørne mellem Ringvejen og Herningvej er som en lille skov.

Gå til højre; Herningvej og lige ud Ringvejen.

Den tager jeg og går gerne om til Vandkraftsøen og gennem Lunden.

Jeg er taknemmelig for de mange gåtursmuligheder der er .. næsten lige uden for døren.

Nyder solen er begyndt at varme...

Nyder synet af de farvestrålende krokus som dukker op alle vegne.

Nu skriver vi snart marts...

Kom forår med sol og varme....

Efterår... skønhed og melankoli.

Der har været stille her ...

Når livets skrøbelighed trænger sig på, er det svært at finde ord.
Det er svært at finde fodfæste...
Der går mange tanker gennem hovedet.

Storådalen er et godt sted at sidde og filosofere.

Og på gåturen kan jeg nyde naturens skønhed .

Det går fremad med mor.
Hun klarer igen sig selv med vask og påklædning.
Klarer madlavning; får "madpakker" til at varme fra os...
Vi kører over til købmanden og så kan hun selv tage de varer hun har på huskesedlen.

Storvasken klarer jeg, klatvasken klarer mor.

Viljen til "kan selv" vokser i takt med at mobiliteten bliver bedre.
Det er dejligt at se.

Det svære er, at jeg jo indser, at vi ikke lever evigt.
Det ved vi... men jeg tror, at der indeni os er et lille barn, der ikke vil se det...

Man bliver ældre... voksen... og måske så heldig at blive ældre, før man skal acceptere at ens forældre ikke altid er her.

Jeg har været priviligeret at have mine forældre, til jeg blev voksen...
Far sov ind i 1999, pludselig, uden forvarsel eller sygdom.

Jeg måtte fortælle mor, at jeg skulle til bisættelse...
"Ja, den vej skal vi jo alle.." sagde hun."
Ja... det er mere måden, vi grubler over...
"Ja, jeg håber, det sker lige som med far (min far)... Jeg vil så nødig ende som bedstemor (hendes mor). Det var så trist at se hende så dement."

Vi tager en lille alvorlig snak, når det falder for.
Hun har også fortalt om sine yndlingssalmer.

Og hver gang går der en splint af mit hjerte.

En trist og våd September er slut.
Det har rusket og regnet....

Vi har taget hul på oktober og efteråret..

Vi kryber i ly og venter på bedre tider...

Dagens gåtur... Dagens arbejde...

Det er fascinerende at følge forandringerne på ruten...
Nogle træer står allerede som silhuetter, mens andre stadig er grønne.

I græsset langs cykelstien fik jeg øje på disse forskellige svampe...

Sikke en variation!

Oktobervariationer i bladene...
 og der er stadig blomster at finde....

Vi fik vasket og pudset...
Det var tiltrængt!


Jeg pudser vinduer inde...

Erik vasker vinduer ude...

45 minutters arbejde og så havde vi virkelig god samvittighed...